Frihed, lighed og burkini: Hele Europa taler om muslimsk badetøj

Over hele Europa raser debatten, om hvorvidt det er progressivt eller reaktionært, når franske borgmestre har forbudt burkinien på en række strande. Der er stærke argumenter på begge sider.

Er burkinien, som er forbudt på en række franske strande, et klædningsstykke, der udstiller et religiøst tilhørsforholdiøst, eller er det som i Australien også en praktisk beklædningsgenstand? Down Under er det ikke bare muslimske badende og livreddere som Mecca Laa Laa her, der benytter sig af heldragten. Mange bruger den som beskyttelse mod den brændende sol. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er allerede udstedt over 1.000 bøder – på samlet mere end 200.000 euro – for at bære burkini på strandene i de franske badebyer. Men kvinderne behøver ikke længere at betale selv.

Ifølge International Business Times, IBT, har den fransk-algeriske forretningsmand Rachid Nekkaz, oprettet en fond på en mio. euro til at dække kvindernes omkostninger. Ikke fordi hans egen franske kone bruger burkini, men fordi han mener, at det er i strid med menneskerettighederne. Af samme grund er han til sinds at indbringe de franske borgmestres forbud for først de franske domstole, og siden for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Foreløbig har 15 sydvestfranske byer vedtaget et forbud mod at kvinder bærer burkina på stranden, som det her er tilfældet på en strand i Marseille. Fold sammen
Læs mere

»Jeg mener, at det er enhver borgers ret selv at bestemme, hvad han eller hun vil have på i det offentlige rum,« siger han til IBT.

Spørgsmålet er så, om han har ret i det. Forventningen om, at burkiniforbuddet før eller siden vil havne ved Menneskerettighedsdomstolen, har nemlig fået de juridiske eksperter over hele Vesten til at indlede en ophedet debat om, hvad Menneskerettighedsdomstolen mon vil mene om den sag. Og eksperterne er uenige.

De fleste hælder til, at det må være i strid med religionsfriheden. For ganske vist har Frankrig tidligere fået medhold ved domstolen i, at man godt må forbyde burkaen i det offentlige rum. Men kun fordi burkaen skjuler ansigtet og ikke på grund af dens religiøse konnotationer.

Ifølge Menneskerettighedsdomstolen har offentligheden nemlig krav på at se ansigtet, da det er en forudsætning for social interaktion, og derfor er elefanthuer også forbudt. Men det er ikke relevant for burkinien, for den skjuler ikke ansigtet.

Men det er også andre argumenter mod forbuddet. På sin »Verfassungsblog« skyder Thomas Hochmann, der er professor i offentlig ret ved Université de Reims Champagne-Ardenne, de franske borgmestres forskellige argumenter ned – et for et.

Professoren slår fast, at de franske myndigheder overhovedet ikke kan begrunde forbuddet mod burkinien med den franske stats Laicité, sekularisme, sådan som borgmesteren i Cannes har gjort.

For det er staten, der skal være sekulær, ikke borgerne. Den kommunale livredder må ikke være iført burkini, for staten skal være neutral, men de badende borgere må sandelig godt. Han giver heller ikke meget for argumentet om, at forbuddet er nødvendigt for at sikre den offentlige orden.

For hvis burkinien skulle forstyrre den offentlige orden, så er det fordi, burkiniklædte kvinder bliver overfaldet af islamkritikere, og det skal ikke føre til, at man begrænser de muslimske kvinders rettigheder, men at man indsætter mere politi. Ellers praktiserer man »hecklers veto«, der i Danmark går under betegnelsen »voldsmandens veto«.

Endelig afviser han borgmesteren i Cannes’ begrundelse om, at burkinien er en støtteerklæring til islamiske terrororganisationer. For i så fald, skriver Hochmann, skulle burkinien ikke udløse en bøde, men en fængselsstraf: Det er i forvejen forbudt i Frankrig at opfordre til terror.

I Menton har det, siden borgmesteren 19. august udstedte et forbud, ikke været tilladt at bade og opholde sig på stranden i burkini. Den franske premierminister, Manuel Valls, har udtalt, at han ikke mener, burkinien er forenelig med franske værdier, og at han støtter de byer, der har indført forbud mod dragten. Fold sammen
Læs mere

Man kunne også tilføje, at argumentet svækkes af, at burkinien angiveligt også er blevet populær blandt ikke-muslimske kvinder. Siden den australskfødte Aheda Zanetti opfandt burkinien i 2009, har der været flere artikler i pressen om, at den også er blevet populær blandt australske kvinder, der ikke bekender sig til islam, men bare vil beskytte sig mod den brændende sol.

Modargumenterne

Men hvis man tror, at alt hermed er sagt om, hvem der vil vinde ved Menneskerettighedsdomstolen, så kan man godt tro om igen.

For der er argumenter, der taler for det modsatte. Sagen er, at det siden 2004 har været forbudt eleverne at bære demonstrative religiøse symboler i de franske skoler. Herunder også tørklæder, der ikke dækker ansigtet. Forbuddet er indført med henvisning til den franske tradition for sekularisme, og dengang vurderede det franske retsvæsen, at Frankrig ville kunne vinde sagen ved Menneskerettighedsdomstolen.

Det skyldtes, at domstolen netop i 2004 forholdt sig til, at Tyrkiet på det tidspunkt havde forbud mod tørklæder på universiteterne. (Det er siden blevet lavet om, red.)

En medicinstuderende fra universitetet i Istanbul havde klaget over, at det var i strid med hendes ret til at udøve sin religion (artikel 9 i Menneskerettighedserklæringen), når hun ikke måtte bære tørklæde. Hun blev afvist.

Domstolen mente, at Tyrkiet havde ret til at opretholde forbuddet med henvisning til den offentlige orden, hensynet til dem, der ikke ønskede at bære tørklæde, samt til den tyrkiske stats sekulære principper. Det var altså i orden, at en stat beskyttede sine borgere mod religion.

Ganske vist fremhævede domstolen dengang, at Tyrkiet var et muslimsk domineret land, og at det derfor var særligt nødvendigt at beskytte det ikke-muslimske mindretal. Det gælder jo ikke for Frankrig. Og ganske vist fremhævede domstolen, at undervisningssektoren generelt adfærdsreguleres strengt, og det vil være vanskeligt at påstå, at det gælder for franske strande, hvor stater ikke plejer at blande sig i bademoden.

Men det ændrer ikke ved, at domstolen grundlæggende slog fast, at staten har ret til at lægge begrænsninger på religionsudøvelse i det offentlige rum. Og at det med andre ord alle dage har været en illusion at tro, at religionsfrihed er absolut. Som filosoffen Alexander Grau skrev forleden i det tyske magasin Cicero: »Dyre- og menneskeofringer har været forbudt, uanset, hvad religionen begrundede det med. Og religiøse doktriner, der ikke vil anerkende ejendomsretten, ville også hurtigt komme i karambolage med loven.«

Og netop det forhold – at det er nødvendigt at begrænse en rettighed for ikke at underminere andre lige så grundlæggende rettigheder – er hovedargumentet fra den franske socialistiske ligestillingsminister Laurence Rossignol, der mener, at burkinien skader ligestillingen mellem kønnene. Til Reuters siger hun, at burkinien er et samfundsanliggende og ikke en privatsag, fordi den stammer fra en tid, »hvor man anså kvindens krop for at være uren og en provokation for mænd og samfundet«.

En ting kan alle dog enes om: At begrænsningerne i så fald må gælde alle religioner. Og derfor har de franske borgmestre også omhyggeligt sørget for, at ordet burkini ikke optræder i deres forordninger. I Cannes skal man bade i »anstændig« og »sekulær påklædning«. Sådan set ville det også være forbudt at bade i en præstekjole.

Italienske krucifikser

Men Menneskerettighedsdomstolens dom over tyrkiske tørklæder er ikke det eneste eksempel på, at der hersker vild forvirring om, hvis menneskerettigheder der skal respekteres mest: De troendes eller de ikke-troendes.

Endnu mere udtalt var det i 2006, hvor domstolen besluttede, at det var i strid med menneskerettighederne, at der hang krucifikser i de italienske statsskoler, som ikke-kristne også blev nødt til at se på. De skulle væk. Afgørelsen udløste et ramaskrig blandt ikke mindst de østeuropæiske katolske EU-lande, og nogle år senere omgjorde domstolen beslutningen under appelsagen. Det var alligevel ikke en krænkelse af de ikke-troende. Den samme domstol nåede altså frem til stik modsatte kendelser, hvilket meget godt udstiller, at den enes ret hurtigt kan blive den andens krænkelse. Og det udstiller måske også, at domstolens afgørelser ikke er indbyrdes konsistente: For hvis ikke-troende skal finde sig i krucifikser i de italienske skoler, hvorfor skulle ikke-troende så dengang ikke finde sig i tørklæder på universiteterne i Tyrkiet?

Og sådan går det til, at alle – både modstandere og tilhængere – kan påstå, at de kæmper for menneskerettighederne. Det er nemlig ikke nødvendigvis de samme menneskers rettigheder, de kæmper for.