Fremtrædende aktivist flygter ud af Hongkong efter ny lov

Aktivisten Nathan Law oplyser, at han har forladt Hongkong og vil fortsætte demokratikampen internationalt.

 
Boris Johnson gør nu alvor af tilbuddet om mulighed for emigration for Hongkong-borgere. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nathan Law, som er en af Hongkongs mest fremtrædende unge demokratiaktivister, har forladt Hongkong.

Det oplyser han torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Jeg har allerede forladt Hongkong og fortsætter kampen internationalt,« siger han ifølge AFP i en kort besked til engelske journalister.

Han afviser at fortælle, hvilket land han er flygtet til.

Nathan Law har forladt Hongkong, kort tid efter at Hongkongs nye sikkerhedslov er trådt i kraft.

Loven er skrevet og indført af Kinas kommunistparti i Beijing.

Den nye lov tilsiger blandt andet, at oprør eller forsøg på løsrivelse kan give fængsel på op til livstid i Hongkong.

Oppositionen har kritiseret den manglende åbenhed omkring den nye og omfattende lov. Kina mener, at loven er nødvendig for at håndtere forsøg på løsrivelse, oprør, undergravende virksomhed og terror.

Loven er blevet indført som modsvar fra Kina på de mange prodemokratiske protester, der fandt sted i Hongkongs gader sidste år med voldelige sammenstød til følge.

Nathan Law var medlem af det prodemokratiske parti Demosisto. Det nedlagde sig selv i forbindelse med den nye lov.

Den lokale regering i Hongkong har bekræftet, at et populært slogan anvendt under protesterne er ulovligt under den nye lov.

Sloganet »Befri Hongkong, vor tids revolution« bliver af nogle opfattet som en stræben efter at adskille Hongkong helt fra Kina.

Men for mange er det snarere et opråb for demokrati og et udtryk for stigende frustration med styret i Beijing.

Onsdag råbte Law sloganet i en videobesked, kort tid efter at den nye lov var trådt i kraft.

Onsdag blev de første anholdelser under den nye lov foretaget. De anholdte var primært demonstranter, som havde flag eller klistermærker på sig, som symboliserede uafhængighed fra Kina.

Hongkong hører under Kina under devisen »et land, to systemer«.

Hongkong har blandt andet sit eget retssystem. Indbyggerne har flere rettigheder end borgerne i Kina. Men det politiske system er ikke fuldt ud demokratisk.

/ritzau/AFP