BRASILIA: Olimae er glad for sin by. Han kommer fra det smukke men fattige nordøstlige Brasilien og flyttede derfra til Rio de Janeiro, hvor han var i otte år. Men nu har han boet de seneste 26 år i Brasilia, den brasilianske hovedstad, og han er tilfreds med sin tilværelse. Billedserie: Se gamle og nye billeder fra fremtidsbyen Brasilia »Livet her er godt. Her er stille og roligt, ikke al den vold og de skyderier, som man finder andre steder, og som der var så meget af i Rio,« konstaterer han. En europæisk tilrejsende uden den særlige tilgang og livserfaring vil have et i bedste fald tvetydigt forhold til Brasilia. Andre end brasilianere vil sandsynligvis betegne byen som en arkitektonisk milepæl, og den har været UNESCOs World Heritage Site siden 1987. Men det ændrer ikke på, at Brasilia også er et monstrøst kunstprodukt. Et modernistisk eksperiment, udført og gennemført helt ud i ekstremerne. At bo i »hotelområde sektor 5, blok A« med udsigt til andre sektornumre og flere hoteller i den tunge betonklasse lugter ikke ligefrem af et subtropisk, brasiliansk eventyr. Brasilia er produktet af tre mænd, byplanlæggeren Lucio Costas vision, arkitekten Oscar Niemeyers skaberkraft og præsidenten Juscelino Kubitscheks vilje til at gennemføre en gammel hengemt idé i forfatningen om, at hovedstaden skulle flyttes ind i landet. Ingen fodgængere Det første, der slår en ved mødet med Brasiliens hovedstad, er, at her næsten ingen mennesker er at se. Der er masser af biler og larmende, udtjente busser, men fodgængere og gadeliv skal man kigge langt efter, og fortove er der stort set ingen af. Faktisk er Brasilia tilsyneladende slet ikke bygget til, at man skal »gå« nogen steder ud af sin sektor. Ved indvielsen blev den betegnet som en model for fremtidens byer, men her 50 år senere virker det absurd, at en by er designet til at modarbejde bevægelse til fods. Forsøget på at styre folks handlinger går igen flere steder i byens arkitektur med mindelser fra en kasseret, totalitær fortid støbt i beton, glas og stål. Det hele foregik i én præsidentperiode, og selve opførelsen af byen blev gennemført i lyntempo fra september 1957 til indvielsen 21. april 1960. At byen er noget, som man fortsat gerne vil vise frem for verden, blev understreget, da landets præsident Lula, som har rødder i nordøst og Sao Paulo, forleden brugte et officielt topmøde med Indien og Sydafrika til at promovere den kommende fødselsdag. Der er dog også kritiske røster. 86-årige Nora Tausz Ronai kan tydeligt huske, da hovedstaden blev flyttet fra Rio, hvor hun boede og fortsat bor. »Landet havde mange penge dengang, men så brugte de det hele på at bygge Brasilia. Det var dumt, for de penge kunne være blevet brugt på udvikling, og det har skadet landet,« siger hun og påpeger, at det heller ikke har været godt for demokratiet. Overflødighedshorn Arkitektonisk kan man sagtens få tiden til at gå i Brasilia. Hvis man køber præmissen om, at det er studiet af et par ortodokse og selvbevidste mænds drøm, er det bare at køre ud og se på værkerne. Svungne, buede og cirklede bygningsværker findes overalt, og mange af dem er rene kunstværker med store åbne flader, nøje udtænkte proportioner, samspil med rindende vand samt små og store detaljer, som omhyggeligt fuldender billedet helt ind i ministeriernes lange gange. Det er let at forestille sig, hvordan de brede boulevarder med et sindrigt net af til- og frakørsler var udtænkt til en gnidningsfri, flydende trafik. Men i dag bryder trafikken sammen morgen, middag og aften, når bilisterne i langt større tal, end det var tænkt, begiver sig ud på byens hovedårer. Det gør den også i Brasiliens øvrige store byer. Men det virker oplagt med en nyskabende transportform her, hvor der netop er både den plads og systematiske opbygning, som andre byer savner til trafikplanlægningen. »Det her er Brasilien. Det kan ikke lade sig gøre,« siger journalisten Debora med et grin, mens hun slynger sin bil ud og ind mellem bilkøer. Hun kommer fra Porto Alegre i den sydlige del af landet, men har arbejdet i byen i et år, og nu overvejer hun at slå sig ned for alvor. »Der er meget mere arbejde her, og man får bedre løn. Det er let at komme rundt, når man kører uden for myldretiden. Og så er her roligt, her er ikke kriminalitet, som andre steder,« siger Debora og peger mod det åbne bilvindue. Det ville aldrig stå åben om aftenen i hendes tidligere hjemby af frygt for overfald. Faktisk synes hun, at byens centrum med de brede boulevarder og regeringsbygningerne minder lidt om Washington D.C.s National Mall. Det skal der umiddelbart en god fantasi til, men som modtager af hovedstadens altid nærværende gæstfrihed skal forsøget velvilligt gøres. Forbi det kugleformede nationalmuseum og det pyramideformede nationalteater, videre til den runde katedral med kronen på toppen, langs rækken af ensartede kasseformede ministerier i sirlige rækker på hver sin side af den brede lidt mall-lignende plæne og ned til kongressens to tårne flankeret af den åbne og lukkede skål, udenrigsministeriet spejlende i en vandflade og med sit visir af buer. Vi passerer højesteret, justitsministeriet og præsidentpaladset hver med sine storslåede arkitektoniske finesser. Her i aftenbelysningen virker Brasilias tiltænkte magi næsten. Næsten.