Fremtidens Kina bliver rigere og rigere - men fattigere på frihed

Xi Jinping har under partikongressen lagt en linje, der både skal placere Kina endnu mere solidt på verdenskortet og lukke landet mere indadtil. Berlingske har talt med kinesiske unge om deres syn på Kinas fremtid efter kongressen – og om både nysgerrigheden og frygten for demokrati.

Xi Jinping talte på kongressen om at stramme grebet og styrke kontrollen i partiet – men samtidig åbne Kina mere op for internationale forretninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHINA DAILY

På en restaurant i centrum af Beijing er en ung, kinesisk vennegruppe samlet til aftensmad, og snakken går kun lavmælt på politik, fordi Berlingske er til stede. Det er nemlig ikke helt uden risiko at nærme sig det emne. Man ved aldrig, hvem der sidder ved bordet ved siden af, og tænk, hvis de forkerte lyttede med.

De unge er veluddannede og ønsker alle at være anonyme af frygt for konsekvenserne af deres ytringer. Derfor bruger de engelske navne. De har placeret sig ved et isoleret bord, og diskussionen foregår næsten hviskende:

»Jeg ville virkelig gerne have demokrati. Jeg vil selv vælge min leder, og jeg vil kunne gå på internettet og kunne tænke, sige og gøre, som jeg vil, uden at skulle være bange,« siger Cindy, der til de andres store overraskelse lægger meget kontant ud. Sådan har de aldrig hørt hende tale før.

»Jeg føler ikke, at demokratiet, som vi ser det i vesten, er et særligt godt forbillede. Trump vandt valget. Ekstreme yderfløjspartier stormer frem i Europa, og Kina er nok det land i verden, det går allerbedst for økonomisk,« siger Peter, der bliver bakket nikkende op af de andre, da den amerikanske præsidents navn nævnes.

»Selvfølgelig vil vi gerne have en stemme og selv have indflydelse på vores land – men realiteten er bare, at majoriteten i ethvert land i verden er uuddannede og uintelligente, og derfor bliver ledere som Trump valgt. Så jeg vil i hvert fald ikke have det samme slags demokrati som i Vesten,« fortsætter han og bliver afbrudt af Caitlin.

»Men det handler også om, at vi aldrig har følt os rigere eller sikrere i Kina end nu. Vi har det godt. Så hvorfor gøre oprør,« spørger hun retorisk og fortsætter:

»Selvfølgelig tænker vi også på denne måde, fordi vi bliver hjernevasket. Vi har ikke adgang til internationalt internet, og vores nyheder kommer fra statsejede, kontrollerede medier. Så vi ved ikke, hvad demokrati rigtigt er. Vi hører kun det dårlige, som de vil have, vi skal høre. Det, som de ved, vil gøre os bange for det,« forklarer hun, imens Peter tygger af munden og tager ordet igen.

»Vi har diktatur i vores historie og i vores samfund – men også i vores kultur og opdragelse. Helt fra vi er små, bliver vi i skolen og i hjemmet opdraget til at makke ret og lytte til det, læreren og forældrene siger. Så vi er nok ikke lige så individuelt tænkende, som unge i vesten. Vi er lidt yngre inde i hovedet,« griner han og tilføjer: »Og vi ser også yngre ud.«

Josephine Chiu-Duke, der er professor i asiatisk politik fra Taiwan og har boet i Beijing i flere år, forklarer, at de kinesiske unge generelt gerne vil have flere valg i deres liv og mere frihed – men de er meget praktiske, og de ved, at hvis de arbejder aktivt på at ændre styreformen, risikerer de at miste alt:

»Det er valget mellem glæde eller frihed. Kineserne har i årtier været præget af sult og kulturrevolution, kaos og fattigdom. Så stabilitet, rigdom og tryghed er altafgørende for dem. Og der er ikke nogen, som tør sætte det hele på spil for måske at kunne opnå demokrati på sigt og højst sandsynligt bare komme i fængsel. Men de læser mere og mere op på demokrati – og næste skridt for dem er et ønske om mere demokrati inden for selve partiet,« forklarer hun.

Den vigtigste politiske begivenhed I Kina, den kommunistiske partikongres, sluttede tirsdag med, at Xi Jinping blev genvalgt som præsident og vil få skrevet sit navn og sine visioner ind i forfatningen. Rygterne har længe svirret om, at det vil betyde, at Xi, meget imod partiets normale kutyme, vil forsøge at fortsætte i en tredje præsidentperiode, når hans anden slutter om fem år.

Visionerne fortalte han hele verden om i sidste uge, da kongressen åbnede onsdag den 18. oktober. En 3,5 timer lang tale blev holdt med partiets delegerede og hele verdens presse som vidner til en Xi Jinping, der talte om et mere åbent og internationalt orienteret Kina, der skal vokse, vækste, investere og eksportere. Men også et Kina og et parti, der indadtil til lukkes mere til, strammer grebet om befolkningen og styrker partiet og diktaturet.

Disse kan ved første indskydelse virke som modsætninger. For en mere international og magtfuld supermagt burde også betyde mere frihed til folket. Men i virkeligheden er den skrappe, kontrollerede linje over for befolkningen og manifesteringen af diktaturet og Xi Jinpings altoverskyggende magt grundlaget for, at landet kan vokse så hurtigt, som det har gjort de sidste fem år.

For diktatur er effektivt. Politikerne er ikke bange for at miste vælgere ved næste valg på kontroversielle, kontante beslutninger, der betyder, der skal ofres noget for dermed at opnå noget andet og noget større. Så hvis Xi Jinping ønsker noget for Kina, så sker det.

Men for at denne model skal virke, skal partiet naturligvis have rigtig godt styr på befolkningen. Ingen små eller store revolutioner eller lidt for rebelske borgere må gå dets næse forbi – og derfor strammes grebet indadtil, samtidig med at det løsnes udadtil.

Ifølge Josephine Chiu-Duke har regimet på grund af den voksende kontrol og overvågning ikke noget at frygte, når det kommer til protester fra befolkningen:

»Der har været små bevægelser mod styret i form af uddannede unge, der skabte studiegrupper som et frirum til at tale. Men det opdagede regeringen. Og efter grebet nu er blevet strammet, er der ingen, der tør lave de her studiegrupper længere,« forklarer hun og fortsætter:

»De uuddannede unge bliver omvendt ofte mere patriotiske af systemet og bliver bange for, at regeringen mister grebet, og kaos går løs. Så den kinesiske ungdom er delt op.«

Xi Jinping er hurtigt blevet en af landets historisk mest magtfulde ledere og formentlig den mest magtfulde siden Mao. Det cementerede partikongressen i den grad også. Som Xi Jinping stod der på scenen til kongressens åbningsceremoni og talte roligt og autoritært til partiet og hele verden, havde han et mørkerødt slips på. Det er måske ikke så mærkeligt, da det er den kommunistiske farve – men så man rundt på alle de andre kommunistiske partimedlemmer, havde de kun lov til at have røde, lyserøde eller lyseblå slips på.

Og ser man nærmere på Xi Jinpings slips, vil man se, at det faktisk er så fint ternet af dybe blå og røde farver, at det samlet giver illusionen af bordeaux. I Kina symboliserer farven blå velstand og udødelighed – og farven rød socialisme og magt.

Så når Xi Jinping har den dybeste, kejserlige kirsebær-kombination på, er han derfor også den rigeste, den mest socialistiske og den mest magtfulde. Og nu da han også skal stå i forfatningen, er han også den eneste udødelige i salen – i selskab med Mao. Der er ingen symbolik, detaljer eller for den sags skyld stemmer, der er overladt til tilfældighederne på den kommunistiske partikongres.

Xi Jinping er under kongressen gentagne gange blevet sammenlignet med Mao Zedong i den internationale presse. Og så vidt magt og kontrol over befolkningen angår, kan man godt drage parallellen. Men hvor Mao ledede et fattigt land i forfald og kaos og dræbte millioner af mennesker, har Xi Jinping skabt et Kina, der er blevet rigere, tryggere og mere stabilt for folket end under nogen anden leder i nyere tid.

Og det er ifølge Lu Zheng, der er professor i Sociologi ved Tsinghua Universitet i Beijing, den helt væsentlige grund til, at vi ikke ser oprør mod den linje, der kun gør landet endnu mere diktatorisk i fremtiden.

»Kineserne ved historisk, at revolution ikke er godt for samfundet og økonomien. De vil hellere have et stabilt, samlet folk og et parti, der kan skabe respekt internationalt – end de vil have fuld personlig frihed,« forklarer han og uddyber med, at kineserne er opdraget anderledes end os, når det kommer til forståelsen af demokrati.

»Folk her har en anden opfattelse af, hvad demokrati er, end I har i Vesten. Partiet argumenterer selv for mere demokrati, men i en anden form. En mere demokratisk kultur inden for partiet,« siger Zheng og fortæller, at 100 procent demokrati aldrig har tiltalt kineserne i den autoritetstro kultur:

»De højest uddannede og mest erfarne ledere kommer sjældent af 100 procent demokrati,« siger han og fortsætter:

»Donald Trump har skræmt mange og overbevist dem om, at »en person, en stemme« ikke nødvendigvis er den bedste vej frem. Men i takt med at de unge bliver bedre uddannede og rejser mere internationalt, bliver de også mere nysgerrige. Så der kommer et voksende, uudtalt ønske om gennemsigtighed og frihed. Men de er for bange til at gøre noget ved det,« siger han.

Tilbage på restauranten er diskussionen gået fra forsigtig lavmælt til en kamp om at få ordet. Peter og Caitlin er enige om, at selv om de i princippet godt kunne tænke sig mere frihed og flere rettigheder, så er vestens demokrati ikke noget at stræbe efter, og det kaos og den usikkerhed, der ville følge med en ændring af styret, ville ikke være det værd.

Imens ser Cindy forarget til. Hun havde aldrig troet, at hendes bedste venner – kloge, veluddannede, unge mennesker – ikke inderst inde, når de kunne tale frit, i virkeligheden ønskede 100 procent demokrati.

»Jeg vil stadig have demokrati. Og måske er I bare stadig bange for at sige det, selv om vi kan tale anonymt. Men selvfølgelig er idealet et demokratisk samfund, hvor vi selv vælger, hvem der styrer vores land, også selv om vi måske ikke kommer til at storme lige så hurtigt frem økonomisk. Det er det værd – og det er det rigtige,« siger hun i et toneleje, der signalerer, at det var punktummet i denne middagsdiskussion. Og vennerne bliver stille.

Demokrati er ikke lige rundt om hjørnet for Kina. I endnu mindre grad efter kongressens afslutning og Xi Jinpings visioner. Jo mere sofistikeret kontrollen bliver af folket, jo mere stille bliver de unge også med deres inderste ønsker og tanker.

Til gengæld bliver de økonomisk rigere og rigere.

Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Asien