Fredsprocessens børn gør oprør

Israelerne og palæstinenserne er eksperter i voldsbølger og fornemmelsen af nul sikkerhed. Men denne gang er det anderledes – mere desperat. Ingen tror, at fredsprocessen venter på den anden side af voldsudgydelserne.

Unge palæstinensere indledte den aktuelle voldsbølge ved månedens begyndelse. Siden er både israelere og palæstinensere blevet dræbt, og intet tyder på, at fredsprocessen bliver genoptaget. Fold sammen
Læs mere
Foto: MUSA AL-SHAER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Skolerne i Jerusalem åbner alligevel.«

Beskeden kom en sen nattetime efter en maratondebat i de samlede forældreråd i Jerusalem. Hele dagen havde der været tvivl om morgendagens skolegang, fordi forældrerådene havde forlangt mere sikkerhed omkring byens skoler. En enkelt væbnet vagt er ikke nok, havde forældrene argumenteret. Debatten landede på en kompromisløsning og løfter om øget sikkerhed på en dag, hvor peberspray, køller og tåregas var meldt udsolgt i byens forretninger.

»Se her,« siger Deborah, en 62-årig israelsk kvinde fra Baka-kvarteret. Hun er standset foran den lokale kiosk, og roder i skuldertasken. Efter 10-15 sekunder står hun med en peberspray i hånden.

Lige som andre israelere i Jerusalem forstår hun, at byen er under angreb. Ikke fra Hamas-bevægelsens raketter. Ikke fra en organiseret hær. Men fra unge palæstinensiske kvinder og mænd, der det ene øjeblik slentrer rundt i byen, og det næste øjeblik stikker en kniv i hvem, der måtte være i nærheden.

Foruden de over 100 daglige sten- og molotovangreb, er der hver dag mellem tre og fem knivoverfald. På Vestbredden er der sammenstød mellem de israelske soldater og palæstinensiske demonstranter. Fra Gaza begynder raketterne så småt at ramme Israel igen, og demonstranter, der vover sig i nærheden af det israelske sikkerhedshegn, bliver skudt.

Gider ikke fredsprocessen

Hverken den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, eller den palæstineniske præsident er i stand til at stoppe bølgen af vold. De holder hinanden ansvarlige for den, og ordene fra de to ledere preller af på de palæstinensiske knivstikkere. Vestjerusalems skolebørnsforældre og almindelige borgere går rundt med en ubehagelig følelse af usikkerhed, som de to ledere heller ikke magter at rette op på. De fleste tager sagen i egen hånd og beskytter sig selv, mens andre mere ekstreme dele af byens jødiske befolkning går et skridt videre og overfalder tilfældige palæstinensere. Sikkerhedsstyrkerne har fået lempet på reglerne for at åbne ild, og de knivstikkende palæstinensere skydes øjeblikkeligt efter hvert angreb. Nogle af dem overlever ikke.

Ahmed, en 20-årig palæstinenser fra Jerusalem, var fem år, da Al-Aqsa Intifaden brød ud i år 2000. Han blev født, da fredsforhandlingerne i Camp David brød sammen, og de fem første år af sit liv levede han med selvmordsbomber, israelske soldater i massevis og kæderygende forældre, der så 90ernes relative optimisme forvandle sig til et blodbad. Han skulle have været en af dem, der kunne nyde fredsprocessens frugter. I stedet er han en af de palæstinensere, som i øjeblikket kaster med sten hver dag. Det israelske sikkerhedsvæsen kender ham ikke, sådan som de gør med mange af de andre, der angriber israelere i øjeblikket. En potentiel knivstikker og en vred ung mand, der både blæser på sin egen og den israelske regering. En ny generation, der hellere vil kæmpe end at blive ydmyget af sine egne politikere.

»Jeg kaster med sten, fordi politikerne ikke giver os håb. De snakkede, før jeg blev født, de snakker endnu, og intet sker. Jeg hører til den generation, der ikke gider fredsprocessen længere,« siger han.

Vreden er også rette mod Abbas

På den israelske side er en tilsvarende gruppe unge pessimister vokset op de seneste 15-20 år. Mange af dem med historierne om, at der ikke findes nogen politisk løsning, og at det derfor er nødvendigt at stå stærkest muligt. I Israel og på Vestbredden.

Ahmed forstår de israelske borgeres frygt. Han erkender også, at hans egen ledelse er med til at hylde de blodige angreb i øjeblikket. Men i modsætning til den jødiske befolkning, der vil have den slags stoppet, vil han have mere. Han ved, at Mahmoud Abbas lader sine Fatah-drenge tage til mindehøj-tideligheder for Jerusalems mordere, og han ved, at præsidenten lader medierne opildne til mere vold. Men det er ikke nok.

»Mit problem er, at Abbas stadig taler med israelerne. Han burde støtte os fuldt ud i stedet,« siger han.

Vreden hos de unge palæstinensere er vendt mod den israelske besættelse. Det har den været siden den første intifada i 1987. Men i dag er vreden vendt lige så meget mod Abbas, der bygger et palads til sig selv for millioner, og som tilhører en generation, der har gjort en frugtesløs fredsproces til sit levebrød.begyndte