Når jeg bliver stor, vil jeg være nummer syv,« siger den lille dreng med det store Coca-Cola-bæger.

Han peger mod arenaen og mod en sortmalet bil, hvis motor lyder som rå latter. Det er nummer syv, og nummer syv tager tilløb og torpederer en konkurrent og skubber ham ud over en jordvold.

»Ha!« siger drengen og kigger triumferende på en lidt ældre pige ved siden af.

»Han er en bølle,« siger pigen.

»Ja, men han vinder,« svarer drengen.

Sådan er det fredag aften i Trumpland, når et lavlumenlys bliver tændt over arenaerne i småbyerne og bader dem i en følelse af baggård i Brande. Gamle biler rasler ud på en jordbane, placerer sig i en cirkel, og fem, fire, tre, to, en ...Så begynder de rasende at ramle ind i hinanden, smadre hinanden, vælte og vædre hinanden, og sidste bil i bevægelse vinder.

Det er demolition derby.

Andre former for motorsport har regler, som betyder noget, de stiller krav til kørerne, til deres sikkerhed, deres færdigheder. Spændingen forløses i fart, men også i finesse, og regelbrud og rygende biler stopper sporten. Men ikke her. Her vinder de sporten, og her jubler tilskuerne over de kørere, som netop bryder alle regler.

»Ja, ja, ja,« siger speakeren. »Jeg var slet ikke færdig med at tælle ned, men nummer 12 kunne ikke vente ... Han tonser ind i nummer tre ... Hahahaha ... Han er ivrig. Det kan vi lide. Skal vi give ham en hånd?«

Og nummer 12 – tyvstarteren – får en hånd.

Sådan er det fredag aften i Trumpland, når mænd med to fornavne og tidligt ældede ansigter for bare et øjeblik lyser stærkere end arenalyset og gør, hvad de normalt ikke gør:

Vinder.

Kort: Læs her de andre kapitler i serien om »Trumpland«