Fred på fodklinikken i Jerusalem

Foto: AHMAD GHARABLI

Der skal ikke meget til.

Her sad jeg i stolen på en pedicureklinik i Jerusalem og mærkede, hvordan mit syn på Israel-Palæstina-konflikten blev blødgjort i samme tempo som mine fødder.

Efter fem måneders sandalvejr og tørke var mine fødder begyndt at slå revner i protest mod manglende pleje.

Et godt råd fra konen og en tidsbestilling havde anbragt mig foran palæstinensiske Caroline, der høvlede det ene lag hård hud af mine fødder efter det andet. Og her skete noget magisk. Kort tid forinden havde jeg bestilt kaffe på cafeen udenfor og overhørt en samtale mellem to israelere. De talte om, at den israelske sikkerhedstjeneste havde forhindret endnu et angreb på Tempelpladsen i Jerusalem. Israel og palæstinenserne var blevet sparet for endnu en omgang vold i Al-Aqsa-moskeens navn.

Sådan har det altid været i Jerusalem i den tid, jeg har boet her. Lige ved og næsten-angreb bliver forhindret og øger angsten og spændingerne. Når angreb lykkes, buldrer det løs i ugevis. Så falder byen tilbage i sin anspændte, kampklare dem-og-os-position lige indtil næste gang, det går galt mellem Israel og palæstinenserne.

De spændinger er vanskelige at undgå i byen. Men pedicureklinikken er en undtagelse. Her skraber man også lagene af konflikten med et helt almindeligt og naturligt samarbejde mellem israelere og palæstinensere.

Jerusalem uden for klinikken er kontrolposter, øst og vest. Det er arabere og jøder, arabisk og hebraisk. Angreb og overgreb. Trusler og frygt. Måske den by, der giver det mest realistiske billede af, hvordan israelsk-palæstinensisk sameksistens egentlig ser ud – hvordan en såkaldt et-statsløsning ville udfolde sig.

Og det er for det meste, i min optik, ikke nogen særlig vellykket sameksistens. Der er en enkelt jødisk-arabisk folkeskole i byen, men masser af skoler, hvor børnene enten er arabere eller jøder. Selv om Israel officielt har erklæret byen for udelelig, skærer en usynlig mur af konflikt og mistro Jerusalem over på midten.

Og ja, jeg ved godt, at jødiske og arabiske læger og sygeplejersker arbejder sammen på byens hospitaler, og at mange kalder det for sameksistens. Det samme gælder de evige argumenter om, at byen ikke er delt, fordi et hav af arabiske opvaskere fra Østjerusalem arbejder på jødisk ejede restauranter i Vestjerusalem.

Men vellykket sameksistens? Næppe.

Sådan har jeg altid set Jerusalem.

Den nationale konflikt mellem israelere og palæstinensere spærrer for vellykket sameksistens. Og omvendt er alle lægerne, opvaskerne og lærerne på den ene blandede skole i byen ikke i stand til at trække alle de andre ud af konflikten i sameksistensens navn.

Men det hjælper at se situationen i tånegleperspektiv.

At se israelske Shimrit arbejde side om side med palæstinensiske Caroline på nøjagtig samme betingelser. Og ved siden af dem endnu en israeler, endnu en palæstinenser. At lytte til deres samtaler der konstant veksler mellem hebraisk, arabisk og engelsk. At høre dem planlægge fælles frokost og klage over de samme problemer, mens de magisk reparerer alle de forrevne fødder, der tramper østbyen og vestbyen tynd. At iagttage hvordan de elegant og bevidst lukker luften ud af byens politiske anspændthed.

Som da en amerikansk jødisk kunde et par stole ved siden af opdagede, at hendes fødders hårde hud var i arabiske hænder.

»Er du araber?« spurgte hun med overraskelse i stemmen.

»Ja, kan man ikke se det,« lød det ironiske svar, der blev efterfulgt af dagens største smil.

På pedicureklinikken står den hårde hud på alle måder i skarp kontrast til den tyndhudede virkelighed udenfor.

De her seje kvinder burde få Nobels fredspris, tænkte jeg. De kan deres kram, og de har fundet opskriften på sameksistens. Hvis Netanyahu og Abbas turde sætte sig i stolen over for Caroline, ville freden bryde ud øjeblikkeligt. Ja selv Islamisk Jihad kunne få ordnet tåneglene her. Eller Hamas. Jeg er sikker på, at det bagefter ville fratage dem al lyst til at stige ombord på en bus med et bombebælte om maven.

Men neglenes – og de bløde hæles – sameksistens hører op i det øjeblik, man forlader klinikken. Hvordan kunne jeg være så naiv at tro andet? Efter en hel time sad de to herrer stadig på cafeen. Tre andre havde sluttet sig til, og samtalen, der havde taget udgangspunkt i det nyligt forpurrede angreb på Tempelpladsen, var nu blevet til en heftig diskussion om, hvad Israel bør gøre ved palæstinenserne.

Jeg kiggede tilbage på klinikken og lovede mig selv, at næste gang jeg har brug for en times konflikt-optimisme, så bestiller jeg tid hos Caroline igen. Hård hud eller ej.

Allan Sørensen er Berlingskes mellemøst­korres­pondent