Franske specialstyrker på vej mod Reims

Ifølge avisen Le Point er franske specialstyrker på vej mod den nordfranske by Reims efter angrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo tidligere onsdag. Politiet appellerer til de tilstedeværende journalister om at udvise »stor forsigtighed«.

Læs mere
Fold sammen

Specialstyrker fra fransk politi er på vej mod den nordfranske by Reims, skriver avisen Le Point.

Der er endnu ikke foretaget anholdelser, men tre mistænkte er identificeret. Det drejer sig om tre mænd på 34, 32 og 18 år. To af dem er brødre.

Ifølge avisen har efterforskere fundet identitetskort, som var blevet glemt i den Citroën C3, som de tre gerningsmænd flygtede i efter angrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo, der kostede 12 personer livet. Yderligere 11 blev såret. Fire er fortsat i kritisk tilstand.

Tegneren Corinne Rey fra magasinet har fortalt, at hun blev truet af to gerningsmænd til at lukke dem ind i bygningen. Hun skulle hente sin datter fra vuggestue, og da hun kom hen til Charlie Hebdos indgang, kom to hætteklædte, bevæbnede mænd og truede hende til at taste adgangskoden og lukke dem ind.

Derefter skød de blandt andre tre af hendes kolleger, mens hun selv gemte sig under et skrivebord. Hun fortæller ifølge France 24, at begge gerningsmænd talte perfekt fransk, og at de nævnte terrororganisationen al-Qaeda.

Andre vidner har fortalt om, at de to hætteklædte mænd var bevæbnet med Kalishnikov-automatrifler, og at de begyndte at meje tilstedeværende ned, da de trængte ind i Charlie Hebdos hovedkvarter, mens de råbte »Gud er stor« og »Nu er profeten hævnet«.

De flygtede derefter i en mindre Citroën, som blev skiftet ud med en anden flugtbil et par minutter fra gerningsstedet.

Magasinet har gjort sig bemærket ved at have genoptrykt de Muhammed-tegninger, der blev offentliggjort i Jyllands-Posten i 2005. Siden har Charlie Hebdo bragt egne satiriske tegninger af Muhammed.