Franske soldater er ude af Mali efter strid

Franske soldater er nu som planlagt ude af uroplagede Mali, som Danmark tidligere på året trak sig ud af.

Arkivfoto: Over 2000 civile har mistet livet i Mali, Niger og Burkina Faso siden begyndelsen af året. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS COEX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frankrig har gennemført en varslet tilbagetrækning fra Mali, som også Danmark haft diskussioner med om militær tilstedeværelse.

Det oplyser forsvarsledelsen i Frankrig mandag.

Frankrig har igennem en årrække haft styrker i Mali som led i bekæmpelsen af oprørere.

Men præsident Emmanuel Macron besluttede at trække styrkerne ud af landet efter uenigheder med militærstyret. Planen var ifølge Frankrig at flytte soldater til Niger i stedet.

»Det sidste kontingent af Barkhane-styrken, som stadig var på malisk territorium, krydsede i dag klokken 13.00 Paris-tid grænsen mellem Mali og Niger,« står der i en meddelelse fra den franske forsvarsledelse.

Operation Barkhane er navnet på en overordnet militær indsats i Sahel-regionen målrettet terrorisme.

Frankrig, der er en tidligere kolonimagt i området, leder indsatsen

Danmark har også ydet bidrag til Operation Barkhane, men trak sig ud af Mali, efter at landet i januar 2022 meddelte, at de danske soldater ikke var velkomne. Ifølge Mali havde Danmark ikke fulgt de nødvendige protokoller. Det blev fra dansk side afvist.

Det danske bidrag blev hjemtaget 29. april i år ifølge Forsvaret.

Sahel-regionen er et langt bælte, der strækker sig tværs over Afrika fra Atlanterhavet i vest til Det Røde Hav mod øst. Det ligger mellem Sahara i nord og savanneområder og Sudan mod syd.

Flere områder i Sahel er plaget af voldelige konflikter. Der er også omfattende humanitære problemer.

Militærkup i både Mali, Tchad og Burkina Faso har ifølge nyhedsbureauet Reuters svækket Frankrigs alliancer i landets tidligere kolonier. Samtidig er jihadister, som styrer stor ørkenområder, blevet styrket, og Rusland øver større indflydelse på området.

Over 2000 civile har mistet livet i Mali, Niger og Burkina Faso siden begyndelsen af året. Det viser en AFP-opgørelse på baggrund af tal fra ngo'en Armed Conflict Location and Event Data Project.

/ritzau/AFP