Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Titusindvis af skolelærere i Frankrig ventes torsdag at strejke i utilfredshed med den franske regerings coronapolitik.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Mandag lempede premierminister Jean Castex restriktionerne for skolerne, selv om antallet af smittetilfælde blandt franske børn har været kraftigt stigende siden december.
Det er især varianten omikron, der sender smittetallene i vejret.
Siden eleverne vendte tilbage efter nytår, har regeringen tre gange ændret reglerne for at teste skoleelever, skriver mediet France 24.
Strejken er udtryk for »den tiltagende modløshed i skolerne«, sagde Frankrigs største fagforening for lærere, Snuipp-FSU, tirsdag, da den annoncerede endagsstrejken.
Fagforeninger forventer massiv opbakning til strejken. Omkring 75 procent af lærerne i grundskolen ventes at deltage.
Op til halvdelen af skolerne kan blive nødt til at lukke på grund af den planlagte arbejdsnedlæggelse.
Lærere, forældre og skoleadministratorer har ifølge AFP svært ved at holde styr på de skiftende restriktioner.
Personer i både sundheds- og skolevæsnet har råbt op om, at beskyttelsen mod covid-19 skal styrkes i skolerne og blandt andet forlangt bedre mundbind.
Men opfordringerne er hovedsageligt blevet mødt af tavshed fra politikerne i Paris, skriver France 24.
Regeringen, som har foretaget en kovending i forhold til en tidligere politik med hurtigt at lukke skoleklasser i tilfælde af smittetilfælde, siger, at en vis grad af besvær er prisen for at holde skolerne åbne.
I en appel til lærerne om ikke at nedlægge arbejdet sagde den franske undervisningsminister, Jean-Michel Blanquer, onsdag til tv-stationen BFM, at »man strejker ikke mod en virus«.
/ritzau/