Fransk valgkamp var en sæbeopera værdig

Den franske midterpolitiker François Bayrou var under forårets præsidentvalgkamp parat til at indgå en afgørende alliance med socialisten Ségolène Royal, men fik kolde fødder, hævder Royal i ny bog. Bayrou afviser beskyldningerne.

Han kunne hverken personligt eller politisk fordrage den borgerlige Nicolas Sarkozy, langt hen ad vejen var han enig med socialisten Ségolène Royal – og efter at have fået knap hver femte stemme ved første runde af forårets franske præsidentvalg havde han udsigt til at blive tungen på vægtskålen i det tætte opløb mellem to tilbageværende kandidater.

Så hvorfor gjorde den franske midterpolitiker François Bayrou ikke det oplagte, nemlig at slå kludene sammen med Royal op til anden og afgørende runde af det skæbnesvangre valg hin 6. maj 2007?

Fordi han slet og ret fik kolde fødder og afviste Royal under omstændigheder, der er en sæbeopera værdig, fremgår det af en bog, som Royal sender på gaden i dag.

For de to havde rent faktisk indgået en aftale om at dele magten mellem sig på den enkle vis, at hvis Bayrou støttede Royals præsidentkampagne, ville hun til gengæld udnævne ham til premierminister, hævder Royal.

Som regeringsleder ville Bayrou have fået hånd i hanke med statsbudgettet og dermed kunnet hindre, at Royals kostbare valgløfter ikke ville forøge den enorme nationalgæld – hans hovedanke mod det socialistiske valgprogram.

Men frieriet fra Royal fik en brat afslutning, da hun ved midnatstid få døgn før valget troppede op på Rue Clerc i Paris’ mondæne 7. arrondissement for at aftale, hvordan alliancen skulle offentliggøres. »Nej, nej, De må ikke komme op. Der er folk på gaden,« skal Bayrou have sagt, da Royal stod foran opgangen til Bayrous lejlighed.

»Men det er Dem, der har foreslået mig dette rendez-vous, vi er nødt til at tale sammen, eftersom telefonen ikke er sikker,« indvendte Royal og påpegede, at gaden lå øde hen.

Hvorefter Bayrou angivelig krøb til korset og indrømmede, at han frygtede at medlemmer i hans parti UDF – der i årevis har støttet borgerlige regeringer – ville undsige ham.

»Jeg har aldrig haft lyst til at være hverken Nicolas Sarkozys eller Ségolène Royals premierminister,« afviser Bayrou selv på radiostationen Europe1.

Bayrou mistede dog alligevel de fleste af sine folkevalgte partifæller, som Sarkozy efter sejren med stok og gulerod manøvrerede over i regeringspartiet.

Afsløringen udstiller igen splittelsen i Socialistpartiet, hvor nogle støtter Royals initiativ, mens andre er »chokerede« og afviser det som« en vittighed«.