Fransk storby forbyder nye demonstrationer efter optøjer
Ingen demonstrationer er tilladt på lørdag i Lyon, meddeler myndigheder efter weekend med hærværk og optøjer.

Ingen demonstrationer er tilladt på lørdag i Lyon, meddeler myndigheder efter weekend med hærværk og optøjer.

De lokale myndigheder forbyder den kommende lørdag alle demonstrationer i Lyon, der er Frankrigs tredjestørste by.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Sidste lørdag udviklede demonstrationer på tværs af Frankrig sig til optøjer, sammenstød mellem demonstranter og politi og omfattende hærværk.
Også den kommende lørdag er der annonceret demonstrationer i landet.
Præfekturet i regionen Rhône, hvor Lyon ligger, skriver i en udtalelse, at "som følge af begivenhederne 17. oktober har præfekten besluttet at forbyde alle demonstrationer i byen Lyon denne lørdag".
Præfekten er lederen for præfekturet, som er et administrativt område.
Hundredtusindvis var på gaden i løbet af den forgangne weekend i Frankrig, og flere steder blev forretninger plyndret og udsat for hærværk af demonstranter.
På landsplan blev 2000 forretninger raseret, og alene i Paris blev mellem 300 og 400 forretninger udsat for hærværk, har handelskammeret i den franske hovedstad tidligere oplyst.
I Lyon blev mellem 150 og 200 butikker plyndret, og et turistkontor blev stukket i brand.
Ifølge Lyons borgmester, Gregory Doucet, herskede der i flere timer kaos i byen i forbindelse med protesterne.
Forud for den kommende weekends demonstrationer har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, indkaldt en række ministre til møde fredag.
I forbindelse med indkaldelsen siger Macron ifølge AFP, at kun demonstrationer, der bliver arrangeret af de franske fagforeninger, vil være tilladt.
Demonstrationerne i sidste weekend begyndte fredeligt med kritik af blandt andet høje leveomkostninger og dårlige forhold på landets skoler.
Men efterhånden udviklede de sig til optøjer.
Tæt på 2400 personer blev ifølge Frankrigs indenrigsministerium anholdt, mens lige knap 1000 politibetjente og gendarmer blev såret.
Den franske indenrigsminister, Laurent Nunez, har efterfølgende erkendt, at politiet mistede kontrollen i flere af de franske byer under demonstrationerne.
Demonstrationerne fik Laurent Nunez til at indgive sin afskedsbegæring til Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Men den afviste Macron at tage imod på grund af behovet for "fortsat ledelse af politiets indsats".
RITZAU