Franske sundhedsmyndigheder oplyser, at de for første gang har påvist Shamonda-virus hos et menneske.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Patienten er siden afgået ved døden.

Det står ikke klart, om dødsfaldet skyldes virusset eller anden sygdom.

Shamonda-virus rammer typisk husdyr og har på det seneste spredt sig blandt kvæg i forskellige europæiske lande.

Hidtil har det ikke været antagelsen, at virusset kunne overføres til mennesker.

Franske myndigheder understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke vurderes at være en risiko for den brede befolkning.

Teorien er, at vedkommende kan være blevet smittet i det østlige Frankrig, hvor virusset ifølge Reuters har cirkuleret blandt dyr i løbet af foråret og sommeren.

Shamonda-virus blev første gang identificeret i Nigeria i midten af 1960'erne og er siden blevet påvist sporadisk hos dyr i både Afrika og i Japan.

I år har sygdommen spredt sig til andre europæiske lande som Tyskland, Schweiz og Holland. Smitten sker via små blodsugende mitter.

Statens Serum Institut (SSI) oplyste til TV 2 i slutningen af september, at virusset endnu ikke var blevet påvist i Danmark.

Landbrugets tænketank, Seges Innovation, har brugt smitten i Europa til at opfordre danske landmænd til at holde øje med, om deres kvæg begynder at udvise usædvanlig adfærd.

Det kan være, at dyrene får feber eller diarré. I nogle tilfælde kan det også vise sig ved et fald i mælkeydelsen eller nedsat appetit.

Ritzau har onsdag rakt ud til Statens Serum Institut for at høre, om virusset nu er nået til Danmark, og om smittetilfældet i Frankrig udgør en risiko for danske statsborgere.

RITZAU