Fransk politi offentliggør mistænktes navne og billeder

To mistænkte er stadig på fri fod efter onsdagens angreb på det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Politiet har offentliggjort deres navne og billeder på internettet.

Læs mere
Fold sammen

FRANKRIG: To mistænkte i onsdagens angreb mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo er stadig på fri fod efter at være flygtet fra gerningsstedet, oplyser fransk politi.

I en erklæring udgivet på internettet beder politiet om informationer, om hvor de to mistænkte Cherif Kouachi og Said Kouachi befinder sig. Politiet advarer samtidigt om, at de mistænkte kan være bevæbnede og farlige.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at en anden mistænkt i sagen - en 18-årig mand - har overgivet sig til politiet.

Onsdagens angreb mod magasinet medførte en storstilet menneskejagt efter de mistænkte, der var trængt ind i redaktionslokalerne og havde dræbt 12 personer og såret yderligere 11 heraf fire alvorligt.

De franske myndigheder lovede straks at skærpe sikkerheden og fange de skyldige.

»Vi vil gøre alt for at arrestere de skyldige,« sagde den franske præsident Francois Hollande i en tale sent onsdag aften.

Eksperter vurderer, at angrebet var meget professionelt udført.

En af de mistænkte er kendt af amerikansk politi, skriver CNN. Amerikanske eksperter er i gang med at kortlægge de mistænktes forbindelser og færden på sociale medier.

Franske specialstyrker blev sendt onsdag sendt til den nordlige by Reims, hvor et hus blev gennemsøgt. Specialstyrkerne forlod huset igen efter 15 minutter, hvorefter politiets kriminalteknikere rykkede ind.

Under onsdagens angreb på satiremagasinet spurgte gerningsmændene om ofrenes navn, før de dræbte dem, fortæller en læge, der behandlede de sårede og overlevende fra angrebet.

Dr. Gerald Kierzek fortæller, at gerningsmændene delte ofrene op i mænd og kvinder, før de åbnede ild.

Drabene havde karakter af henrettelser, fortæller Gerald Kierzek.

Flere steder i Frankrig og rundt omkring i Europa samledes folk og gav udtryk for deres solidaritet med Frankrig og Charlie Hebdo onsdag aften.