Fransk politi bekræfter anholdelse af mistænkt i Khashoggi-sag

Fransk politi bekræfter, at en mand er blevet anholdt og mistænkt i sagen om drabet på Jamal Khashoggi.

Jamal Khashoggi blev dræbt på det saudiarabiske konsulat i den tyrkiske storby Istanbul. (Arkivfoto) Mohammed Al-Shaikh/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Paris. Fransk politi har anholdt og mistænkt en mand for drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi.

Det bekræfter kilder fra fransk politi.

Der florerede tidligt tirsdag aften rygter om, at en 33-årig mand skulle være blevet snuppet af politiet i Charles de Gaulle Lufthavn i Paris.

Ifølge historierne var det et tidligere medlem af den saudiarabiske kongelige garde. En mand som af FN var identificeret som en af Jamal Khashoggis drabsmænd.

Det er det, som fransk politi nu bekræfter.

Jamal Khashoggi blev slået ihjel på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske storby Istanbul i oktober 2018.

Han havde skrevet en lang række kritiske artikler om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien. Han skrev blandt andet for Washington Post.

En amerikansk efterretningsrapport fastslog tidligere i år, at Mohammad bin Salman godkendte - og måske beordrede - drabet.

Ifølge Saudi-Arabien forholder tingene sig dog anderledes. Landet anerkender, at han blev dræbt i en "ulovlig operation", men mener samtidig, at gerningsmændene er fundet og retsforfulgt derefter.

I 2020 blev otte personer idømt mellem 7 og 20 års fængsel for drabet, men landet satte ikke navn på nogen af gerningsmændene.

Retssagen fik hård kritik fra FN og flere menneskerettighedsorganisationer, som hævdede, at hjernerne bag mordet stadig var på fri fod.

I en pressemeddelelse fra den saudiarabiske ambassade i Paris, nægter landet, at den 33-årige skulle have været involveret i drabet.

- Derfor forventer kongeriget (Saudi-Arabien, red.), at han øjeblikkeligt bliver løsladt, skriver ambassaden.

/ritzau/Reuters