Fransk økonomi er sund efter ti års konflikt med EU-krav

Budgetunderskuddet i Frankrig var i 2017 for første gang i mange år under EU-grænsen på tre procent af bnp.

Emmanuel Macron, fransk præsident, holder tale. Det ser bedre ud for den franske økonomi end først ventet, viser nye tal. Fold sammen
Læs mere
Foto: PHILIPPE WOJAZER

Paris. Økonomisk går det bedre end ventet for Frankrig og den franske præsident, Emmanuel Macron, som sidste år lovede at bringe styr på statens finanser. Frankrig skal overholde EU's budgetkrav, lød løftet dengang fra præsidenten.

Mandag meddeler Frankrigs nationale statistikkontor, at landet kan registrere et budgetunderskud på under tre procent af bnp, som er kravet fra Bruxelles.

Det franske budgetunderskud skrumpede i 2017 til 2,6 procent af bnp, viser de officielle tal. Det er bedre end ventet.

Franske myndigheder havde ventet et underskud på 2,9 procent.

Straks da Macron var blevet valgt i maj sidste år, tog han fat på store offentlige besparelser. Det kostede på populariteten, men præsidenten holdt fast i sine finanspolitiske løfter.

De lysere tider for fransk økonomi er dog også båret af en stigende vækst. Det fremgår af data fra statistikkontoret.

Frankrig var et af to lande i eurozonen, som lå på den forkerte side af EU's budgetgrænse. Det andet land med budgetproblemer er Spanien, som ifølge EU-Kommissionens seneste skøn klarer sig dårligere end Frankrig.

/ritzau/Reuters