Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Lejren i den franske havneby Calais, hvor flere tusinde flygtninge og migranter holder til, skal lukkes.
Det oplyser den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, i et interview med en lokal avis.
Over for avisen forklarer ministeren, at myndighederne "med den største beslutsomhed" vil arbejde for at lukke lejren gradvist, mens der findes plads til de mange migranter andre steder i Frankrig.
De franske myndigheder har gentagne gange forsøgt at lukke lejren i det nordlige Frankrig. Ifølge myndighederne er der omkring 7000 flygtninge og migranter i lejren, der også omtales som "Junglen".
Især i de seneste måneder er der kommet mange nye til lejren, og flere nødhjælpsorganisationer vurderer, at antallet nærmer sig 10.000.
Lejren består blandt andet af afghanere, somaliere, sudanere og kurdere, der bor blandt andre asylansøgere.
De mange flygtninge og migranter samles typisk i lejren, inden de forsøger at snige sig om bord på for eksempel lastbiler, der krydser kanalen til Storbritannien.
Tidligere på året ryddede lokale myndigheder dele af lejren i et forsøg på at tvinge migranterne til at søge mod andre lejre på den franske nordkyst.
Bernard Cazeneuves kommentarer i den franske avis Nord Littoral falder dagen før, han skal besøge lejren.
Siden oktober er flere end 5000 flygtninge og migranter blevet fordelt på 161 specialcentre rundt omkring i Frankrig.
Derudover vil der blive etableret nye pladser til 8000 asylansøgere i 2016 og endnu flere i 2017.
På den måde håber indenrigsministeren, at beboerne i lejren i Calais vil forlade byen frivilligt.
/ritzau/AFP