Fransk minister: Politi har forhindret nyt terrorangreb

I løbet af weekenden er syv personer i Frankrig blevet anholdt. De mistænkes for at planlægge angreb.

Frankrig markerede tidligere på måneden årsdagen for angrebene i Paris, hvor 130 mennesker mistede livet. I weekenden er syv personer anholdt for at planlægge nyt angreb. Scanpix/Joel Saget Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fransk politi har forhindret et "længe planlagt terrorangreb" og anholdt syv personer i forbindelse med sagen.

Det oplyser Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

- Et angreb er blevet forhindret. Terrortruslen er enorm, og det er ikke muligt fuldstændig at fjerne risikoen, på trods af alt det vi gør, siger Cazeneuve ifølge Reuters.

De syv personer er blevet anholdt i løbet af weekenden. Blandt de anholdte er der folk i alderen 29 til 37 år med fransk, marokkansk og afghansk baggrund.

Det står ikke klart, hvad der skulle have været mål for angrebet, og hvornår det skulle have fundet sted. Det skal yderligere efterforskning nu afklare, siger Bernard Cazeneuve. Dog oplyser ministeren, at de anholdte havde planer om at angribe flere steder på samme tid.

Ifølge AFP er anholdelserne foretaget i byerne Marseille og Strasbourg.

Sikkerheden i sidstnævnte har været forhøjet, efter at myndighederne har advaret om, at byens traditionelle julemarked kunne blive udsat eller aflyst, hvis der kom alvorlige trusler rettet mod det.

Frankrig er i undtagelsestilstand. Det har landet været siden angrebene i Paris for over et år siden, hvor 130 personer blev dræbt.

Da politikerne var klar til at ophæve den særlige tilstand i sommer, kørte en mand en lastbil gennem en folkemængde i Nice på Frankrigs nationaldag. 86 døde, og undtagelsestilstanden blev forlænget.

Ifølge det franske indenrigsministerium er 418 personer blevet anholdt i forbindelse med terrorsager hidtil i 2016.

/ritzau/