Det franske højrefløjsparti National Samling kommer til at være i opposition i den kommende tid og vil styrke sit arbejde her.

Det erkender partiets leder, Jordan Bardella, i en tale på valgaftenen.

- Jeg siger her til aften med en alvorstung mine, at det at fratage millioner af franskmænd muligheden for at se deres idéer bragt til magten, aldrig vil være en levedygtig vej for Frankrig.

Prognoser viser, at National Samling bliver valgets nummer tre efter venstrefløjskoalitionen Den Nye Folkefront (NFP) og præsident Emmanuel Macrons midteralliance, Ensemble.

Meningsmålinger inden valget havde peget i retning af, at National Samling ville få mellem 205 og 240 af de 577 pladser i Nationalforsamlingen, der er et af de to kamre i det franske parlament.

I stedet tyder prognoser på, at partiet må nøjes med mellem 113 og 148 mandater.

Det mest kendte ansigt hos National Samling (RN) - den tidligere formand Marine Le Pen - siger, at partiets sejr "kun er blevet forsinket". Det siger hun til tv-stationen TF1 ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Tidevandet stiger. Det steg ikke højt nok denne gang, men det stiger fortsat, og som konsekvens deraf er vores sejr kun blevet forsinket.

Le Pen tilføjer, at hun nægter at være "skuffet over et resultat, hvor vi har fordoblet antallet af medlemmer i parlamentet".

Jordan Bardella, som er hendes efterfølger på posten som partiformand, kritiserer i sin tale de "kunstige alliancer", andre partier har opstillet ved søndagens valg til Nationalforsamlingen.

- Disse alliancer kaster Frankrig i armene på den yderste venstrefløj, siger han og kritiserer alliancerne for ikke at "føre nogen vegne".

Ved søndagens anden og afgørende runde af valget til Nationalforsamlingen, har midterpartierne og partier på venstrefløjen indgået aftaler, der skal forhindre National Samling i at få flertal.

I hundredvis af valgkredse har de trukket nogle af deres kandidater, så der kun er én kandidat tilbage fra de partier. Det er den, der har bedst chance for at slå National Samlings kandidat.

Det sker for at forhindre, at National Samling når op på mindst 289 pladser i Nationalforsamlingen, som vil give partiet et absolut flertal.

Dermed har præsident Macron valgt at lamme Frankrigs institutioner, siger Bardella videre.

Ifølge prognoserne vil der komme tre blokke i parlamentet, som ikke har tradition for at samarbejde med hinanden.

- Efter bevidst at have paralyseret vores institutioner har Emmanuel Macron nu skubbet vores land imod usikkerhed og ustabilitet, siger Bardella ifølge Reuters.

- Som resultat af det har han frataget franskmændene ethvert svar på nogen af deres daglige vanskeligheder i flere måneder frem.

/ritzau/