Fransk domstol kan træffe afgørelse i Le Pen-sag inden præsidentvalg
En fransk appeldomstol fandt tirsdag Le Pen skyldig i misbrug af EU-midler, men politikeren vil anke sagen.

En fransk appeldomstol fandt tirsdag Le Pen skyldig i misbrug af EU-midler, men politikeren vil anke sagen.

Frankrigs højeste domstol siger onsdag, at den kan træffe en beslutning om Marine Le Pens ankesag senest i begyndelsen af april 2027.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed vil domstolen Cour de cassation kunne nå frem til en afgørelse, inden første runde af præsidentvalget går i gang.
Domstolen oplyser dog, at tidsplanen kan ændre sig afhængigt af en række faktorer, herunder hvor mange anker, der bliver indgivet i sagen.
Den franske højrefløjspolitiker Marine Le Pen blev tirsdag fundet skyldig i misbrug af offentlige midler af en ankedomstol men fik nedsat sin straf.
Samme dag bekendtgjorde hun, at hun vil anke sagen, og at hun stadig vil stille op ved det kommende præsidentvalg i 2027.
Ifølge Reuters har hun dog endnu ikke officielt indgivet sin anke.
Domstolen fastslog tirsdag, at hun ikke må besidde et offentligt embede i 45 måneder, men gjorde 30 af månederne betingede.
Hun vurderes dog allerede at have afsonet 15 måneder efter sidste års dom og blev derfor ikke udelukket fra at stille op ved præsidentvalget næste år.
Den 57-årige politiker idømmes også tre års fængsel, hvoraf to gøres betingede, og et år kan afsones i hjemmet med fodlænke.
Tirsdagens dom udspringer af anklager om, at højrefløjspartiet National Samling (RN) misbrugte EU-midler til at betale assistenter, som arbejdede for partiet i Frankrig og ikke for partiets valgte i EU-Parlamentet. Det var i strid med reglerne.
Hun blev også i marts sidste år fundet skyldig i sagen ved en lavere instans. Dengang fik hun fem års forbud mod at sidde i offentlige embeder.
Ifølge dommen fra appeldomstolen skal hun bære fodlænke i et år. Med god opførsel og normal strafnedsættelse ville hun kunne være fri af fodlænken i løbet af et par måneder.
Ved at gå til den øverste appeldomstol sættes det hele på hold, og hun bærer ikke fodlænken nu.
Det skriver BBC.
Hvis den øverste domstol for eksempel i januar beslutter, at hun skal bære fodlænke, vil det sige, at hun også skal bære den under en eventuel valgkamp.
RITZAU