Frankrigs præsident kalder skattelæk for gode nyheder

Offentliggørelsen af dokumenter fra advokatfirma i Panama kan øge skatteindtægterne, siger François Hollande.

Paris: Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at offentliggørelsen af de såkaldte Panama Papers er gode nyheder, der kan være med til at øge skatteindtægterne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig understreger han, at der som følge af lækagen bliver sat undersøgelser i gang.

- Jeg kan forsikre om, at som informationerne kommer frem, vil der blive foretaget undersøgelser, sager vil blive åbnet, og retssager vil blive indledt, siger han.

- Disse afsløringer er gode nyheder, for de vil øge skatteprovenuet for dem, der snyder.

109 medier fra 78 lande begyndte søndag aften at offentliggøre, hvilke firmaer, banker, privatpersoner, sportsstjerner, politikere og andre, som har gjort penge usynlige for stater og skattemyndigheder.

Dokumenterne stammer fra det sædvanligvis meget hemmelighedsfulde advokatfirma Mossack Fonseca i Panama.

/ritzau/