Frankrigs muslimske paradoks

Bør muslimer i det sekulære Frankrig, hvor religion er en privatsag, tage ansvar i kampen mod jihadisme? Meningerne er delte i et trossamfund, som ifølge en socialforsker end ikke eksisterer.

Franske muslimer står over for indtil flere paradokser: Talrige af de stemmer i debatten, som af muslimer kræver en højere grad af engagement i kampen mod jihadisme, frygter samtidig, at muslimerne skal komme alt for godt i gang med at organisere sig – fordi de på den måde kan udvikle sig til en politisk magtfaktor. Fold sammen
Læs mere

Mariame Lasaille dyrkede ikke sin religion, før hun blev skilt. Hun var ganske vist vokset op i en traditionel muslimsk familie fra Mali. Men forældrene forstod, at der i mere end en forstand var langt fra Bamako til den parisiske forstad, hvortil de var immigreret, og også familiens eneste datter fik lov at leve »på fransk«.

Det var det mislykkede ægteskab med en mand fra Senegal, som bragte Mariame tættere på islam. Under en lang og smertefuld skilsmisse, hvor hun var alene med sine bristede illusioner om kærligheden og to små piger, var religionen ce truc – den »tingest« – som bragte hende frelst igennem. Sammen med arbejdet på en selvbiografisk roman, der udkom for et års tid siden med den sigende titel »Amour et Jeunesse Égal Cocktail Molotof« (Kærlighed og ungdom, en Molotov-cocktail, red.).

I dag beder Mariame Lasaille fem gange om dagen, faster under ramadanen og kommer i moskeen så ofte som muligt. Hun bærer ikke slør, bortset fra ved særlige lejligheder under højtiderne.

»For mig er islam i mit hjerte, og jeg føler ikke noget behov for at skilte med min religion,« forklarer den nogle og 30-årige alenemor, der arbejder i Finansministeriet, og fortsætter:

»Andre har det anderledes, hvilket jeg respekterer, og det burde ikke være noget problem i et land, der hylder frihed, lighed og broderskab.«

Men det er det i stigende grad, føler Mariame. De seneste års bølge af terror begået i islams navn har gjort hendes religion til et »sort uhyre« i den offentlige debat – ikke mindst blandt nogle af kandidaterne ved de kommende ugers præsidentvalg. Men det er urimeligt at blande tingene sammen, føler hun.

»For mig er de typer dér slet ikke rigtige muslimer. Og det er jeg, set med deres øjne, i øvrigt heller ikke. Vi har i virkeligheden intet med hinanden at gøre, og jeg vil ikke sættes i forbindelse med deres ugerninger,« fastslår Mariame.

Der er dog ingen vej udenom, mener Hakim El Karoui. Frankrigs anslået fire til fem millioner muslimer – det præcise antal er ukendt på grund af et forbud mod religiøs registrering – bliver nødt til at tage ansvar, mener den tunesisk-franske socialforsker og forretningsmand. Ikke for terroren, naturligvis, men for forvaltningen af deres religion og – i forlængelse heraf – kampen mod ekstremistisk islam. Et synspunkt, som han sammen med 40 andre fremtrædende muslimer gjorde sig til talsmand for i en kronik offentliggjort i Le Journal du Dimanche kort efter sidste års massakre i Nice.

»Vi muslimer har været tavse, fordi vi har lært, at religion i Frankrig er en privatsag. Men nu må vi sige fra, for islam er blevet et offentligt anliggende i en utålelig situation. Det er et paradoks, men det er nødvendigt, fordi risikoen for et opsplittet parallelsamfund vokser dag for dag,« lød det i kronikken.

Mariame Lasaille er muslim og har skrevet bogen »Kærlighed og ungdom, en Molotov-cocktail«. »For mig er islam i mit hjerte, og jeg føler ikke noget behov for at skilte med min religion,« forklarer den godt 30-årige alenemor med base i en forstad til Paris. Fold sammen
Læs mere

Selv om opråbet blev modtaget med tilfredshed i store dele af den franske offentlighed, har viljen til at omsætte det til handling været begrænset. Administrationen af fransk islam foregår – i det omfang, den finder sted – via en offentlig fond, der refererer til Indenrigsministeriet. El Karoui og hans meningsfæller foreslår at åbne denne Fondation pour l’Islam en France – der har beføjelser i forbindelse med blandt andet moskébyggeri og uddannelse af imamer – for repræsentanter samt finansiering fra det muslimske civilsamfund.

Og de er ikke blot blevet holdt hen med snak. Det virkede også som et slag i ansigtet, da regeringen i efteråret og formentlig af valgtaktiske årsager udpegede en ultrasekulær ikke-muslim – den tidligere socialistiske minister Jean-Pierre Chevènement – til at lede en relancering af fonden.

»De aktuelle medlemmer af fonden er alle afhængige af lande som Marokko, Algeriet og Tyrkiet, hvad angår loyalitet og finansiering, og har samtidig økonomiske interesser i blandt andet halal-business. Ingen af dem er født i Frankrig, og de er ikke interesserede i, at folk med en anden national og uddannelsesmæssig baggrund kommer ind i systemet,« siger El Karoui til Berlingske og tilføjer:

»Det er utroværdigt og dybt frustrerende, for det haster med at få nye kræfter i ansvaret for og organiseringen af vores religion.«

En muslim i Élysée-palæet?

I den forbindelse står de franske muslimer imidlertid over for endnu et paradoks: Mange af de stemmer i debatten, som kræver en højere grad af engagement i kampen mod jihadisme, frygter samtidig, at muslimerne skal komme alt for godt i gang med at organisere sig. Fordi de på den måde kan udvikle sig til en politisk magtfaktor.

Michel Houllebecqs roman »Underkastelse« (»Soumission«), der beskriver, hvordan en muslimsk kandidat i 2022 erobrer Élysée-palæet, er solgt i over 345.000 eksemplarer alene i Frankrig. Og også uden for landets grænser har romanen fået status som en profetisk (skræk)vision om, hvordan islam gør klar til overtage magten i Europa.

Islam-eksperten Gilles Kepel udpeger i sin seneste bog, »La Fracture« (Splittelsen), den schweiziske filosof og teolog Tariq Ramadan som virkelighedens mulige svar på Houllebecqs muslimske præsident. Det skulle være derfor, han energisk arbejder på at opnå fransk statsborgerskab.

Islamister i Frankrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Anthony Nielsen.

Samtidig udgør den muslimske borgerretsorganisation Collectif Contre l’Islamophobie en France (CCIF), ifølge Kepel, en politisk platform, der kan udvikle sig til et parti. Han minder om, hvordan organisationens leder ved flere lejligheder er kommet med politiske anbefalinger og en enkelt gang også har givet udtryk for sit ønske om at islamisere Europa.

CCIF, der kæmper mod islamofobi, og som var særdeles aktiv i forbindelse med franske kommuners forsøg på at forbyde brugen af burkini-badedragter, har sagt nej tak til at medvirke i denne artikel. Organisationen har besluttet ikke at give interview i forbindelse med valgkampen, forklarer en talskvinde.

Fransk islam eksisterer ikke

Ifølge en opinionsundersøgelse foretaget for tænketanken Institut Montaigne under ledelse af Hakim El Karoui mener 29 procent af Frankrigs muslimer, at den islamiske sharia er vigtigere end de love, som vedtages i National­forsamlingen. Det er mange. Men man kan også vælge at se glasset som to tredjedele fyldt i stedet for en tredjedel tomt, mener socialforskeren. For et klart flertal bakker op om den franske republiks verdslige værdier.

»Houllebecqs bog er en vittighed, der fortæller en masse om nogle franskmænds frygt og meget lidt om virkeligheden. Vores undersøgelse viser, at kun 15 procent ville stemme for en muslimsk kandidat, hvis de havde mulighed for det. Samt at franske muslimer ikke ser fremmedhad som deres største problem, men derimod arbejdsløshed og mangel på købe­kraft. På den baggrund er det ret umuligt at starte en politisk organisation,« siger El Karoui, der i begyndelsen af 00erne fungerede som rådgiver for den konservative premierminister Jean-Pierre Raffarin, og fortsætter:

»Muslimske partier er urealistiske af en simpel grund: Der findes ikke noget muslimsk community i Frankrig. Der findes muslimer, men de orienterer sig i forhold til deres nationale baggrunde, ikke en fælles muslimsk. Derfor tror jeg heller ikke, at en valgsejr til Marine Le Pen vil få de store konsekvenser. Hvis hun som bebudet strammer lovgivningen i forhold til religiøse symboler, vil flertallet af muslimer sandsynligvis blot adlyde.«

Tilbage hos Mariame Lasaille i en forstad til Paris har den fransk-maliske forfatter ikke lyst til at fortælle, hvem hun vil stemme på. Kun at hun håber det bedste for et Frankrig, som hun nogle gange har svært ved at genkende.

»Jeg tilhører en generation, som er vokset op omgivet af mange religioner og kulturer, men uden problemer. Jeg forstår ikke, hvorfor det samme system nu fostrer ekstremister med formørkede ideer. Men jeg tror på, at vi vil finde en gylden middelvej. Det er jeg nødt til på mine døtres vegne.«