Frankrig vil indføre neutral tobaksemballage

Frankrig vil som det første europæiske land indføre såkaldt neutral tobaksemballage, hvor producenternes logo må vige pladsen for advarende budskaber.

En fransk antitobaksorganisation, Alliance contre le tabac, foreslår, at de nye neutrale cigaretpakker kommer til at se sådan ud: Neutral, ens farve på alle pakker, hvor den eneste tekst og billede er en advarsel mod rygning. Foto: Thomas Samson/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Jean-Paul Sartre, George Orwell og Pablo Picasso ville formentlig vende sig i graven, hvis de kendte til planerne om at forbyde den karakteristiske blå pakke med gallerhjelmen, der siden 1910 har fungeret som emballage for deres elskede Gauloises.

Problemet er blot, at såvel nulevende tilhængere af de ualmindelig stærke cigaretter som forbrugere med andre præferencer risikerer alt for hurtigt at gøre de berømte rygere selskab under jorden, hvis der ikke gribes radikalt ind. Det mener i hvert fald den franske sundhedsminister, Marisol Touraine, som i sidste uge præsenterede sin handlingsplan mod tobaksmisbrug.

Planen lægger op til, at Frankrig som det første europæiske land og det andet i verden efter Australien indfører såkaldt neutrale, ensfarvede standardpakker, hvor producenternes logoer erstattes af advarsler og billeder af tjærelunger m.m. Kun en diskret indskrift i bunden af pakken skal fremover fortælle forbrugerne, hvilket mærke de køber.

Samtidig bliver det ulovligt at ryge i bilen, hvis man er i selskab med børn under 12 år. Planen, der ventes vedtaget i 2015, begrænser også brugen af elektroniske cigaretter.

Som et flystyrt hver dag

Når regeringen i Paris vælger at gå så drastisk til værks, skyldes det den nugældende lovgivnings manglende effekt. Mens man andre steder i Europa har haft held til at reducere antallet af rygere markant i løbet af de seneste år, er franskmændene tilsyneladende ligeglade med både oplysningskampagner, prisstigninger og begrænsninger i bevægelsesfriheden. I hvert fald pulser 13 millioner af dem fortsat løs svarende til omkring 28 pct. af befolkningen – mod under 20 pct. i eksempelvis Storbritannien – og blandt de unge ryger hver tredje.

»Vi kan ikke bare acceptere denne svøbe, der dræber 20 gange flere end dem, som omkommer ved trafikuheld,« fastslog sundhedsministeren under præsentationen af sin plan og mindede om, at de 73.000 årlige tobaksdødsfald i Frankrig svarer til et flystyrt med 200 passagerer om bord hver evig eneste dag.

Erstatningskrav på 20 mia. euro

Om stramningerne og i særdeleshed de neutrale pakker kommer til at virke efter hensigten, er en anden sag. I Australien, der indførte tilsvarende regler i 2012, er antallet af rygere ganske vist faldet. Men det kan skyldes voldsomme prisstigninger i samme periode. Desuden steg antallet af solgte cigaretter i Australien ifølge producenterne en smule fra 2012 til 2013.

At præsident François Hollandes i forvejen hårdt prøvede socialistiske regering får problemer med samme tobaksbranche, er derimod helt sikkert. Sælgere og producenter har allerede truet med et erstatningskrav på 20 milliarder euro, hvis handlingsplanen føres ud i livet. De vil desuden forsøge at få den erklæret forfatningsstridig.

Det ryster dog ikke sundhedsministeren, der foreløbig har Hollandes udtrykkelige opbakning i sagen:

»Jeg har valgt side til fordel for folkesundheden, og jeg er sikker på, at jeg kan regne med franskmændenes støtte,« siger hun.