Frankrig vil forbyde burkaer i offentlige bygninger

En fransk parlamentskommission, der i seks måneder har studeret burkaens udbredelse, ventes i dag at præsentere en rapport med forslag om forbud mod tildækning af ansigtet i offentlige bygninger.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PARIS: Efter seks måneders studier og udspørgning af 180 politikere, kvinderetsforkæmpere, muslimske ledere samt en enkelt kvinde indhyllet fra top til tå ventes en parlamentskommission i dag at foreslå et burkaforbud i Frankrig.

Kommissionen - der anføres af kommunisten André Gérin - præsenterer en 170 sider lang rapport, der ifølge nyhedsbureauer indeholder en opfordring til et forbud mod at tildække ansigtet i offentlige bygninger. Herunder muligvis også i offentlige transportmidler.

Burkakommissionen blev nedsat, efter præsident Nicolas Sarkozy i sommer erklærede burkaen for »ikke velkommen på den franske republiks territorium«.

De socialistiske medlemmer af den tværpolitiske kommission trak sig for ganske nylig i delvis protest mod, at gruppeformanden for præsidentens borgerlige regeringsparti, Jean-François Copé, ikke ventede på undersøgelsens konklusioner, men sendte sit eget lovforslag på banen. Ifølge dette forslag skal det koste op til 750 euro (ca. 5.600 kr.) at overtræde et forbud, der formelt begrundes i hensynet til offentlig sikkerhed og gælder alle former for tildækning af ansigtet.

Undtagelser

Vedtages lovforslaget, ventes perioder med karneval og streng kulde at blive undtaget per dekret.

Både parlamentsmedlemmer og præsident Sarkozy har understreget, at initiativet ikke er vendt mod islam, eftersom koranen ikke påbyder kvinder at skjule ansigtet. En lang række af Frankrigs førende imamer vender sig af samme årsag mod brugen af burkaer eller niqaber, der i modsætning til burkaen lader øjnene fri.

Kilder i kommissionen fortæller til AFP og AP, at man ikke - som der en overgang var tale om - vil opfordre til et totalforbud, der også gælder gader og stræder i Europas folkerigeste muslimske nation.

»Frankrig kunne blive det eneste land i verden, der sender sine politifolk ud på gaden for at standse unge kvinder, der er mere ofre end de er skyldige,« advarede blandt andet avisen Libération.