Frankrig venter at slå rekord for vineksport

Verden vil have vine og spiritus fra Frankrig. Det franske salg af disse varer slår alle rekorder i år takket være ikke mindst købere i USA og Storbritannien.

Frankrigs eksport af vin og spiritus tegner til at slå en ny rekord 2007 med et salg på mere end ni milliarder euro (67 milliarder kroner), oplyser sammenslutningen af vin og spirituseksportører i Frankrig.

Cognac og champagne fører an i eksportfremgangen, siger Philippe Casteja, formanden for sammenslutningen, til det franske nyhedsbureau AFP.

Salgstallene for årets 10 første måneder viser, at 2007 bliver et "exceptionelt år" med en samlet eksport til "en værdi af mellem 9,2 og 9,5 milliarder euro", siger Casteja.

Frankrig solgte for i alt 8,74 mia. euro vin og spiritus i 2006.

Salget af cognac er steget med 16,9 procent i forhold til 2006 og champagne med 14,5 procent. USA og Storbritannien er langt de største aftagere efterfulgt af Tyskland, Belgien og Japan.

/ritzau/AFP