Frankrig og Storbritannien ønsker styrket EU-rolle på verdensscenen

Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, vil øge EUs globale rolle. Det sker, efter at den nye britiske udenrigsminister, David Miliband, også har bebudet, at Storbritannien vil arbejde mere med EU-partnerne på verdensscenen.

Efter at de to lande gik i hver sin lejr i opgøret om Irak-krigen, er der nu tegn på, at Frankrig og Storbritannien vil finde sammen i et pragmatisk samarbejde for at styrke EUs udenrigspolitiske rolle.

I en tale for det franske diplomatiske korps fremlagde den franske præsident, Nicolas Sarkozy, mandag nye ideer til, hvordan den Europæiske Union skal være en global medspiller på den internationale scene på linje med USA, Rusland og de nye kommende supermagter som Kina og Indien.

»Europa må bekræfte sin vilje til at være en deltager i første række, når det gælder arbejdet for sikkerhed og fred i verden i et samarbejde med de Forenede Nationer, den atlantiske alliance og den Afrikanske Union,« sagde han.

Under det franske EU-formandskab næste år vil Sarkozy fremlægge en række konkrete forslag til, hvordan EUs udenrigspolitiske arbejde kan fungere mere effektivt. I forvejen er det europæiske samarbejde et eksempel for fremtiden på, hvordan gamle nationalstater ved at opgive en del af deres suverænitet bedre kan tackle de store kommende opgaver som klimapolitik, bekæmpelse af fattigdom og en dialog mellem verdens kulturer, mente han.

Nicolas Sarkozy gjorde sig også anstrengelser for at dæmpe mistilliden om, at han ikke er nogen »god« europæer med interesse for EU-samarbejdet.

»Udbygningen af det europæiske samarbejde vil forblive det vigtigste mål for vores udenrigspolitik. Frankrig er ikke stærkt uden Europa,« sagde præsidenten.

Britisk opsigt
Udmeldingen fra Sarkozy kommer, efter at førende ministre i den ændrede britiske Labour-regering under premierminister Gordon Brown i løbet af sommeren har antydet, at der vil ske et skift i britisk udenrigspolitik væk fra den tidligere tætte tilknytning til USA og over mod at læne sig mere op af EU-partnerne.

Den nye britiske udenrigsminister David Miliband og udviklingsminister Douglas Alexander vakte i juli betydelig opsigt, da de erklærede, at Storbritannien fremover vil arbejde hårdt for at skabe et bedre multilateralt system, og at FNs rolle skal styrkes. Det blev i britisk presse betragtet som et signal om, at Brown-regeringen vil føre Storbritannien ud af de seneste års rolle som USAs næsten ukritiske allierede, som den tidligere premierminister Tony Blair skabte.

Britiske diplomater var i går tilbageholdende med at kommentere på, at Storbritannien og Frankrig kan finde sammen i et nyt udspil for at styrke EUs udenrigspolitik, der i forvejen i de seneste år er blevet voksen med aktivt europæisk diplomati over for Iran og i Mellemøsten.

De to gamle europæiske stormagter fremlagde imidlertid i 1998 de forslag, der skabte EUs første militære apparat med opstillingen af kampgrupper til udsendelse i internationale opgaver.

I sin tale mandag gjorde Nicolas Sarkozy en del for at understrege, at Frankrig er parat til et nyt konstruktivt forhold med USA oven på krisen om Irak-krigen i 2003. Men han gjorde det også klart, at forgængeren Jacques Chirac havde truffet den rette beslutning, da Frankrig sagde nej til at deltage i invasionen af Irak eller at billige den gennem FN og NATO:

»Historien har vist, at Frankrig havde ret.«