Frankrig og Libyen undertegner militære og nukleare aftaler

Blot et døgn efter Libyens frigivelse af seks bulgarske sygeplejersker, indgår Sarkozy militære og nukleare aftaler med Gaddafi.

Frankrig og Libyen undertegnede onsdag et memorandum om opførelse af en libysk atomreaktor for vandafsaltning, oplyser en ledende fransk embedsmand.

Meddelelsen kom kort efter, at Libyens udenrigsminister, Abdel Rahman Shalgham, sagde, at de to lande stod foran at underskrive en militær-industriel aftale og en aftale om civil atomenergi.

Aftalen kom på plads, efter at den franske præsident, Nicolas Sarkozy, onsdag fløj til Libyen for at føre samtaler med landet leder, Muammar Gaddafi.

Samtalerne fandt sted blot en dag efter, at myndighederne i Tripoli frigav seks bulgarske sygeplejersker, der havde været fængslet i mere end otte år anklaget for at have smittet børn på et hospital med hiv.

Præsidentens Airbus-fly landede i Libyens Mitiga-militærlufthavn onsdag eftermiddag. Sarkozy og hans udenrigsminister, Bernard Kouchner, tog derfra til Bab Azizia-paladset, hvor aftalerne blev underskrevet.

/ritzau/