Frankrig mistænker coronasmitte på fly med evakuerede

200 franskmænd, der er evakueret fra Wuhan i Kina, skal to uger i karantæne på sydfransk feriecenter.

Flyet med omkring 200 franske passagerer, der var hentet ud af storbyen Wuhan i Kina, landede i en lufthavn tæt ved Marseille ved middagstid. Fold sammen
Læs mere
Foto: HECTOR RETAMAL

En af de omkring 200 evakuerede om bord på et fly, der fredag er landet i Frankrig fra Kina, viser symptomer på at være smittet med coronavirus.

Det siger den franske sundhedsminister, Agnès Buzyn, på et pressemøde fredag.

Den pågældende er blevet indlagt på et hospital, hvor prøver skal afgøre, om der reelt er tale om coronavirus.

Flyet med omkring 200 franske passagerer, der var hentet ud af storbyen Wuhan i Kina, landede i en lufthavn tæt ved Marseille ved middagstid.

De skal nu i karantæne i to uger på et feriecenter lidt uden for den sydfranske storby.

I løbet af disse to uger vil sundhedspersonale holde øje med de evakuerede for at sikre, at de ikke er smittet med virusset.

Frankrig har tidligere bekræftet, at i alt fem mennesker er smittet med coronavirus i Frankrig.

/ritzau/AFP