Støttefly fra amerikansk militær er blevet godkendt til at bruge en fransk militærbase.

Det oplyser det franske militær torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge militæret har Frankrig fået "fuldstændige garantier" om, at flyene ikke tager del i angreb på Iran.

- Amerikanske fly, der giver operationel støtte (ikke kampfly), er blevet accepteret på Istres-luftbasen i Frankrig, oplyser generalstaben.

- I betragtning af konteksten har Frankrig krævet, at de involverede aktiver på ingen måde deltager i de operationer, som USA udfører i Iran, men udelukkende støtter forsvaret af vores partnere i regionen. Der er blevet opnået fuldstændige garantier om dette, står der i militærets udtalelse.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, sagde tirsdag, at de amerikansk-israelske operationer i Iran finder sted "uden for international ret".

Han gav dog også indledningsvist Iran skylden for konflikten, som siden har spredt sig til andre dele af Mellemøsten.

Nyhedsbureauet AFP bragte tidligere torsdag en nyhed om, at USA kan bruge nogle af de franske baser i Mellemøsten under den igangværende konflikt med Iran. Men denne nyhed er siden blevet trukket tilbage.

Spørgsmålet om brugen af baser i forbindelse med amerikanske og israelske angreb i Iran har skabt splid mellem USA og flere europæiske lande.

For Storbritannien førte en afvisning af USA til en vred reaktion fra den amerikanske præsident, Donald Trump.

Præsidenten erklærede sig således "meget skuffet" over, at den britiske premierminister, Keir Starmer, i første omgang ikke lod USA bruge Diego Garcia-basen til angreb på Iran.

Siden er Starmer gået med til, at USA kan bruge to britiske baser til "specifikke og begrænsede defensive formål".

/ritzau/AFP