Den franske udenrigsminister, Jean-Noël Barrot, vil indkalde den amerikanske ambassadør i Frankrig, Charles Kushner, til samtale.

Det siger ministeren søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Indkaldelsen skyldes amerikanske udtalelser om drabet på den franske højreaktivist Quentin Deranque.

Både USA's ambassade i Frankrig og det amerikanske udenrigsministeriums antiterrorafdeling har sagt, at de følger tæt med i sagen. Sidstnævnte skriver, at den "bør bekymre os alle".

- Voldelig radikal venstrefløjspolitik er på vej frem, skrev antiterrorafdelingen tidligere på ugen på X.

Sagen om drabet har i Frankrig øget spliden mellem højre- og venstrefløjen.

Barrot mener, at USA bruger sagen til at fremme amerikanske dagsordner.

- Vi vil indkalde den amerikanske ambassadør til samtale, da ambassaden i Frankrig har udtalt sig om denne tragedie, som vedrører det nationale fællesskab, siger han.

- Vi afviser ethvert forsøg på at bruge denne tragedie til politiske formål, fortsætter den franske udenrigsminister.

Deranque mistede livet efter at være blevet tævet 12. februar, hvor højre- og venstrefløjsaktivister stødte sammen.

Det skete i udkanten af en højrefløjsprotest i Lyon. Den 23-årige franskmand døde af de hovedskader, han fik.

En demonstration i Lyon med tusindvis af deltagere lørdag foregik under et stort sikkerhedsopbud, da myndighederne frygtede sammenstød mellem højre- og venstrefløjsaktivister.

Der blev råbt slagord som "retfærdighed for Quentin!" under marchen, skrev AFP.

Syv mennesker er mistænkte og under efterforskning for deres påståede rolle i drabet på Deranque.

En af dem er tidligere rådgiver i det venstreorienterede parti Det Ukuelige Frankrig (LFI), skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/