Frankrig arrangerer et nyt møde om Ukraine og sikkerhedssituationen i Europa.

Mødet skal holdes onsdag.

Det bekræfter den franske præsident, Emmanuel Macrons, kontor ifølge nyhedsbureauet AFP.

Til forskel fra det første møde, som blev holdt mandag, er flere europæiske og ikkeeuropæiske lande inviteret denne gang.

Det gælder blandt andet de tre baltiske lande samt Finland, Sverige og Norge. Dem repræsenterede den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), ellers mandag som formand for NB8-samarbejdet.

Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, tager ikke til topmødet i Paris, oplyser statssekretær Kristoffer Thoner til det norske nyhedsbureau NTB.

- Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, repræsenterede i går de otte nordiske og baltiske lande på mødet i Paris. Det var afklaret på forhånd, godt koordineret, og statsminister Jonas Gahr Støre havde god kontakt i den nordisk-baltiske gruppe både før og efter mødet i går, meddeler han.

Ifølge kilder har også Canada, Grækenland, Rumænien og Belgien fået en invitation. Det samme har Tjekkiet.

Det er uklart, hvor mange der kommer til at være fysisk til stede ved onsdagens møde i Paris, og hvor mange der deltager online.

På mandagens møde i Paris drøftede europæiske ledere Europas sikkerhed. De talte også om, hvordan Europa skal forholde sig til USA's samtaler med Rusland om fred i Ukraine.

Forinden havde den franske vært, præsident Emmanuel Macron, talt i telefon med USA's præsident, Donald Trump, og deres ukrainske kollega, Volodymyr Zelenskyj.

I sidste uge gik Trump enegang, da han uden om sine allierede i Europa og Nato talte i telefon med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det har fået europæiske ledere til at frygte, at Trump vil indgå en fredsaftale med Rusland, uden at Ukraine og de europæiske lande bliver involveret i forhandlingerne.

Tirsdag har alle øjne været rettet mod Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, hvor USA med udenrigsminister Marco Rubio i spidsen mødtes med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og Putins nære rådgiver Jurij Usjakov.

Zelenskyj sagde efterfølgende i en kommentar, at ingen samtaler om Ukraine bør finde sted uden ukrainsk deltagelse og "bag ryggen" på ukrainerne.

Han har sagt, at han ikke har været inviteret til mødet. Det har europæiske repræsentanter heller ikke.

/ritzau/