Frankensteins monster og faneflugt i Irak

USAs præsident ventes at sende flere styrker til Irak i et forsøg på at undgå, at landet efter årene under Saddam Husseins regime overtages af et nyt diktatur. Bushs allierede - inklusive Danmark - er derimod travlt optaget af at komme ud af Irak.

En irakisk mand græd, da han i går kom for at hente sin brors lig på et hospital i Bagdad. Hans bror var en af mindst fire dræbte, efter bevæbnede mænd i et sunnimuslimsk kvarter angreb en bus fuld af arbejdere på vej til deres arbejde i Bagdads lufthavn. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

Den amerikanske præsident, George W. Bush, bliver kritiseret for lidt af hvert. Men det er svært at beskylde ham for at løbe af gårde, inden jobbet i Irak er fuldført. Helt det samme kan man ikke sige om Bushs to hovedallierede, Storbritannien og Danmark. Både i den britiske og den danske regering er man mere og mere optaget af at komme ud af Irak - uanset om man så efterlader et land i en forfatning og med et styre, der ikke - blot tilnærmelsesvis - lever op til målsætningerne med invasionen i marts 2003. Det vil sige et Irak, der er stabilt, frit og demokratisk, og som kan tjene som model for tilsvarende reformer i resten af det mere eller mindre diktatoriske Mellemøsten.

Mens George Bush i dag eller i morgen ventes at meddele, at han sender op mod 20.000 ekstra soldater til Irak i et forsøg på at standse landets blodige kurs mod afgrunden, har britiske Tony Blair og danske Anders Fogh Rasmussen travlt med at erklære, at de håber, tror og forventer, at de kan reducere antallet af egne soldater i Irak.

»Jeg håber, at 2007 bliver året, hvor irakerne selv kan overtage ansvaret for sikkerheden i Sydirak, hvor Storbritannien og Danmark arbejder sammen,« som statsminister Anders Fogh Rasmussen forklarede danskerne i sin nytårstale.

»I takt med, at irakerne selv overtager ansvaret, kan vi reducere antallet af britiske og danske soldater og tilpasse deres opgaver,« tilføjede statsministeren - og så mange var ordene om målene for Irak i det nye år.

Statsministeren har ellers - blandt andet i stærke vendinger i sin åbningstale i Folketinget i oktober - holdt fanen højt og insisteret på, at målet trods alle problemerne fortsat er at efterlade et demokratisk Irak, der, i modsætning til tiden under Saddam Hussein, er en retsstat med respekt for menneskerettighederne. Statsministeren har også - selv om det er ved at være en rum tid siden - gentagne gange erklæret, at man går terroristernes ærinde, hvis man, som blandt andet Socialdemokraterne gør, taler for en tilbagetrækning fra Irak. Udenrigsminister Per Stig Møller har på sin side kraftigt advaret mod at så tvivl om den danske tilstedeværelse i Irak, fordi man derved blot tilskynder Iraks oprørere til at gemme krudtet, indtil de internationale styrker er ude.

Men den advarsel er det også længe siden, vi har hørt fra udenrigsministeren.

Morderiske militser
Og man må da også medgive, at det er blevet svært at opretholde optimismen, når det gælder målet om et frit, stabilt og demokratisk Irak. Nok har den amerikansk-ledede invasion for snart fire år gjort det af med et af verdens mest brutale regimer, og for ti dage siden var det også endegyldigt forbi for personificeringen af det forfærdelige styre: Saddam Hussein blev hængt.

Og nok har irakerne afholdt frie valg, hvor de på demokratisk vis har sammensat et parlament, ligesom det var et historisk øjeblik, da irakerne trodsede terroristernes trusler og gik til stemmeurnerne for at sige ja eller nej til Iraks hidtil mest demokratiske forfatning.

På den anden side er der en alvorlig risiko for, at invasionen - eller rettere måden, den blevet grebet an på - er ved at skabe et Frankensteins monster. Vanskabningen er allerede under udformning. Nok er Iraks regering landets hidtil mest demokratiske, men nogle af dens medlemmer er tilknyttet Iraks shia-muslimske - og morderiske - militser, der i varierende grad har en islamisk-fundamentalistisk dagsorden og som også har stor indflydelse i parlamentet.

Militserne har infiltreret politistyrken og i mindre grad hæren, og blandt andet i Basra - Iraks næststørste by i den sydlige del af landet, hvor de danske og britiske styrker opererer - tvinges kvinder - også kristne kvinder - til at tildække sig. Landets premierminister, Nouri al-Maliki, der leder en regering, der delvist danser efter nabolandet Irans pibe, har netop forestået en henrettelse, der udviklede sig til et shiamuslimsk hævntogt over den tidligere sunnimuslimske præsident. Og da omverdenen - inklusive den danske regering - tillod sig at tage afstand fra dødsstraffen over Saddam Hussein, fik kritikerne af den irakiske premierminister besked på at blande sig fuldstændig udenom.

»Henrettelsen af en diktator er et internt anliggende, og vi afviser og fordømmer alle officielle og uofficielle erklæringer fra visse regeringer. Den irakiske regering kan blive nødt til at revurdere sine relationer med ethvert land, der ikke respekterer det irakiske folks vilje,« sagde al-Maliki i forgårs og lød som en tro kopi af afdøde Saddam Hussein eller en anden af verdens despoter, der heller ikke bryder sig om omverdenens indblanding.

Nu skal det vise sig, hvordan den irakiske premierminister stiller sig, hvis USA som ventet sender troppeforstærkninger til Irak og bruger den øgede kampkraft til også at nedkæmpe de shia-muslimske militser. Som al-Maliki gentagne gange har lovet, at han selv vil uskadeliggøre.