Mindst syv personer er døde, og tallet forventes at stige yderligere, efter at et fragtfly tirsdag styrtede ned i Louisville i den amerikanske delstat Kentucky.
Det siger Andy Beshear, der er guvernør i Kentucky, ifølge nyhedsbureauet Reuters tidligt onsdag morgen dansk tid.
Borgmesteren i Louisville, Craig Greenberg, fortæller, at flere end 100 brandfolk forsøger at få styr på flammerne. Det skriver Reuters.
11 personer meldes såret i ulykken, mens flere er savnet, lyder det ifølge nyhedsbureauet fra myndighederne.
Guvernøren i Kentucky udtalte sig på et pressemøde natten til onsdag dansk tid om hændelsen. Her lød det i første omgang, at tre personer havde mistet livet.
- Vi har mindst 11 tilskadekomne - nogle med alvorlige skader, som bliver behandlet på lokale hospitaler, sagde Andy Beshear på pressemødet.
Guvernøren fortalte, at der var tre personer om bord på fragtflyet fra logistik- og leveringsfirmaet UPS, da det styrtede. Det skete, umiddelbart efter at det var lettet omkring klokken 17.15 lokal tid - klokken 23.15 dansk tid.
Flere bygninger i et industriområde uden for landingsbanen gik i brand efter styrtet, og en sort, tyk røgsøjle rejste sig fra området.
Ifølge Reuters er branden tilsyneladende årsag til et af dødsfaldene.
Brandfolk var tre timer efter ulykken fortsat i gang med slukningsarbejdet, skriver mediet BBC.
Craig Greenberg oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at UPS-flyet havde en stor mængde brændstof om bord.
På pressemødet berettede myndighederne, at der var i alt 144.000 liter brændstof på flyet, skriver BBC.
Andy Beshear har opfordret beboere til at holde sig langt væk fra ulykkesstedet.
- Der kan stadig være personer, der skal reddes. Undgå at være årsagen til, at redningsfolkene ikke kan nå frem til dem, sagde Beshear.
- Der er stadig farlige ting, som kan antænde og potentielt eksplodere, tilføjede guvernøren.
Fragtflyet var på vej mod Honolulu på Hawaii.
/ritzau/
