Det hører til sjældenhederne, at oprykkerklubber løber med megen opmærksomhed i international topfodbold – i hvert fald inden sæsonen er ringet ind, og ligaernes nye drenge har fået mulighed for at bevise deres værd.
Det har ikke desto mindre været tilfældet for A.C. Monza denne sommer. For nok har årets udgave af Serie A – der i skrivende stund er et par spillerunder gammel – på forhånd stillet masser af topdramatik i udsigt i form af den åbne milanesiske nabostrid om mesterskabet, revanchelystne Juventus’ oprustning og Mourinhos tiltagende symbiose med Rom. Men A.C. Monza har også trukket rigeligt med overskrifter i både italienske og internationale medier.
Det skyldes, at den ellers upåagtede og Serie A-debuterende klub fra Monza – en forstad til Milano mestendels kendt for sit Formel 1-løb – er ejet af selveste Silvio Berlusconi. Sådan har det faktisk forholdt sig siden 2018, hvor klubben befandt sig i den tredjebedste italienske række, men med oprykningen til Serie A står Silvio Berlusconis forvandlingsprojekt netop nu over for sin foreløbige kulmination.
En kulmination, der vel at mærke indtræder omtrent samtidig med, at Berlusconi har meldt ud, at han – fortsat som leder af sit parti, Forza Italia – stiller op til det nært forestående parlamentsvalg i Italien.
Og selvom 85-årige Berlusconi naturligvis ikke har kunnet spille sit mandskabs kampe selv, så er det vist ingenlunde en tilfældighed, at A.C. Monzas formkurve fint flugter med sin ejers politiske ambitioner – politikeren Berlusconi har nemlig før evnet at udnytte fodboldens folkelige gennemslagskraft og sågar ladet sine sportslige bestræbelser afspejle sine politiske.
Fodboldens første »brand«
Da Berlusconi første gang meldte sin ankomst i sportens verden, stod det hurtigt klart, at indtoget ikke ville gå stille for sig. Med millioner i kufferten erhvervet fra ejendomshandel og sidenhen som mediemagnat lod han sig nemlig i 1986 indflyve i en helikopter på San Siro som ny ejer af A.C. Milan – til tonerne af Richard Wagners valkyrieridt.
Den første halvdel af 1980erne havde budt på pauvre år for de sort- og rødstribede, så Berlusconis dyre armbevægelser blev budt mere end velkommen af A.C. Milans slunkne fans. Og Berlusconi viste sig da også hurtigt som omstillingens mand, både i kommerciel og sportslig forstand.
Hvad sidstnævnte angik, markerede Berlusconi sig allerede året efter sin overtagelse ved at hente træneren, Arrigo Sacchi, fra Serie B-klubben Parma. Et lidet velkendt navn, der – som Christian Nørgaard Larsen beretter i »Halvguderne – 100 år i italiensk fodbold« – ikke fik mange klokker til at ringe eller munde til at løbe i vand i Milano.
Sacchi delte nemlig hverken fortid eller fodboldanskuelse med tidens trænere i italiensk fodbold. Han havde ingen baggrund som tidligere professionel, og så var Sacchi endda villig til gå til kamp mod støvlelandets altdominerende taktiske strømning, Il Catenaccio, som han anså som et udtryk for Italiens defensive italienske kultur, såvel på som uden for banen.
Få andre end Berlusconi troede derfor på excentriske Sacchi, men med aggressivt prespil og kreativ hollandsk klasse lønnede satsningen sig allerede i Sacchis debutsæson, hvor A.C. Milan vandt Serie A. Sidenhen skulle mange flere trofæer komme til – helt præcist 29 i Berlusconis 31 år i klubben.
Lønsom var Berlusconis økonomiske strategi også. Allerede på sit første pressemøde havde forretningsmanden erklæret, at A.C. Milan rigtignok var et fodboldhold, men det var også et »produkt«, der skulle sælges. Ikke en spritny tanke i fodbolden, men Berlusconi førte ideen ud livet, som ingen andre før havde gjort det.
Han tiltrak sponsorer med diverse PR-fremstød, introducerede nymodens økonomiske måleinstrumenter i administrationen og var ikke mindst foregangsmand i den lukrative alliance mellem medier og fodboldens aktører, der siden særligt starten af 90erne har fået beløbene i fodboldens verden til at stige eksponentielt. Her hjalp det selvfølgelig også, at Berlusconi frit kunne benytte sine landsdækkende kommercielle tv-kanaler som reklamesøjler.
Berlusconi skabte simpelthen fodboldens første brand.
Politiske redskab
Som Alberte Bové Rud, der er ph.d.-studerende ved DIIS og forsker i den italienske højrefløjs bevægelser, anfører, så var Berlusconi heller ikke sen til at udnytte sin rolle i italiensk fodbold, da han ved det italienske valg i 1994 bragede ind på den politiske scene og blev premierminister.
»Han tog nogle af erfaringerne med sig fra fodboldens verden, da han gik ind i politik, og så fortalte han konstant, at han vidste, hvad den almindelige italiener gik op i. Så kunne det godt være, at han boede på et slot, men han mente at kende de »rigtige« italienere, idet han sendte fjernsyn til dem og serverede fodbold for dem,«, siger Bové Rud.
Hjulpet af fodbolden og sin forståelse af mediernes dynamikker formåede Berlusconi altså at iscenesætte sig selv som et alternativ til det etablerede politiske etablissement, der efter flere korruptionsskandaler fremstod som inkarnationen af amoral for mange italienske vælgere.
En strategi, han – ifølge Alberte Bové Rud – fandt inspiration til hos den daværende leder af Lega Nord, Umberto Bossi, men som han – med vanlig ildhu – forædlede og forstørrede i en grad, der fik italienerne til at begrebsliggøre hans populistiske tilgang og kalde den »berlusconisme«.
Om man var fan eller ej, så kunne det ikke benægtes, at Berlusconi formåede at skabe nye vinde på banen og i italiensk politik.
Bunga bunga-bold
Som bekendt kom Berlusconi dog senere i strid modvind, kulminerende med anklagerne om, at han skulle have købt sig til »sex« med en mindreårig til de såkaldte »bunga bunga-fester« og ikke mindst med dommen for skattesvindel i 2013, der førte til et forbud mod at indtage et politisk embede frem til 2019.
Og ligesom det var tilfældet i hans fremgangsperiode, manifesterede den politiske nedtur sig også i sportens arena. Her vandt klubben mesterskabet i 2011, men i årene derefter faldt klubben fra tinderne, både nationalt og internationalt, og forvandlede sig til noget nær et genfærd fra fortiden.
Gamle koryfæer som Clarence Seedorf og Filippo Inzaghi blev med ringe succes til følge hentet ind på trænerbænken for at genskabe storheden fra 00ernes mandskab ledet af Carlo Ancelotti, og beholdningen i klubkassen, der nu blev varetaget af Berlusconis datter, Barbara Berlusconi, svandt ind.
Da Silvio Berlusconi og hans holdingfirma, Fininvest, i 2017 meddelte, at man havde solgt klubben videre til en kinesisk investorgruppe for mere end 700 millioner euro, var det derfor også med en besked om, at de traditionelle italienske familiebaserede ejerskaber – kendt fra blandt andre bysbørnene fra Inter og rivalerne fra Juventus – efterhånden var kommet til kort over for storkapitalen og oliepengene fra udlandet.
Nobel klubejer og statsmand
Men den betragtning kunne altså ikke holde Berlusconi væk fra italiensk fodbold i lang tid. Allerede året efter erhvervede han sig i hvert fald A.C. Monza for omtrent tre millioner euro – angiveligt på opfordring fra hans mangeårige iltre højre hånd i både A.C. Milan og Forza Italia, Adriano Galliani – og med ham i spidsen for sin barndomsklub rullede forandringerne hurtigt ind over Formel 1-byens nye attraktion.
Faciliteterne fik en overhaling, den tidligere A.C. Milan-spiller Christian Brocchi blev indsat som træner, oprykningen til Serie B blev sikret og så ankom stjerner som Mario Balotelli og Kevin Prince-Boateng – begge tidligere A.C. Milan-spillere. For A.C. Monza var de to nok vigtigere af navn end af gavn, for trods begrænset succes på banen tilføjede de glamour til genopståede Berlusconi, der – nu med ansigtsløft og forbedret hårgrænse – igen var at finde i storpolitik som medlem af Europa-Parlamentet, og i de italienske sportsaviser.
Op i Serie A rykkede man altså i år, og den italienske sportsjournalist Francesco Porzio – der er fodboldkorrespondent for CBS Sports og vært for transferguruen med millioner af følgere på social medier Fabrizio Romanos podcast – fortæller da også, at Berlusconis og Gallianis projekt tages seriøst i italiensk fodbold:
»Fra en sportsjournalists perspektiv er det én af de mest spændende klubber at følge i år, hvis ikke den mest spændende, for A.C. Monza har investeret stort, har bragt nye spillere ind med erfaring fra storklubber og skabt et hold, der potentielt kan få succes. Det rækker måske ikke til top-10 i den her sæson, som Galliani selv har meldt ud er målet, men de bør overleve, og så ved vi, at Berlusconi og Galliani har ambitioner til meget mere.«
Helt præcist er det købs- og lejeaftalerne med blandt andre Stefano Sensi, Andrea Ranocchia og Matteo Pessina – der har erfaring fra det italienske landshold og Inter og Atalanta – der har fået forventningerne til A.C. Monza til at stige på kort sigt, selvom starten i Serie A resultatmæssigt ikke har været prangende.
Men snakker man i stedet om perspektiverne på den lange bane, hviler der ifølge Francesco Porzio stadig et væsentligt spørgsmål over Monza i en tid, hvor flere italienske klubber i de senere år er blevet opkøbt af særligt amerikanske investorgrupper og rigmænd:
»Jeg tror ikke, at der er nogen fremtid i italiensk fodbold for de her familiedrevne klubber. Det sagde Berlusconi jo også selv, da han solgte A.C. Milan. Men lige nu ser det ud til, at Berlusconi og Gallianis projekt i Monza er drevet af deres egen lyst til at skrive et sidste kapitel til deres karriere i fodbolden. Det store spørgsmål er selvfølgelig bare, hvad der sker, når Berlusconi forlader klubben,« siger Porzio.
Uanset fremtiden så er det dog sikkert, at det mere stilfærdige eventyr i Monza passer fint sammen med den fortælling, Berlusconi politisk er i fuld færd med at etablere. Ifølge Alberte Bové Rud forsøger han nemlig ivrigt at omforme et omdømme, der har lidt knæk efter skandalesagerne.
Dén intention blev helt tydelig i starten af året, da han åbent erklærede sin interesse i den ærværdige post som Italiens præsident, hvis primære funktion er at agere en slags grundlovens vogter. Efter stor politisk og mediemæssig modstand rettet mod den idé, valgte Berlusconi dog at droppe sit kandidatur allerede før valgkampen begyndte. Men målet syntes klart – og det er også blevet tydeligt i forbindelse med det kommende parlamentsvalg: Berlusconi vil huskes som statsmand frem for som skandaliseret magtmand:
»Den innovative motor ligger ikke hos hverken Berlusconi eller hans parti længere, men det tror jeg heller ikke, at han har ambitioner om, at den skal. Meget tyder på, at det for ham nu gælder om at etablere sig som en nobel statsmand, som man i eftertiden vil hylde og ære frem for at fremhæve bunga bunga- skandalen og skattesagen.«, siger Alberte Bové Rud.
Eftermælet vigtigere end noget andet
Den strategi har konkret vist sig ved, at Berlusconi tilbyder sig selv som den pragmatiske figur i en regering, der ifølge meningsmålinger meget vel kan ende med at bestå af højrefløjspartierne Fratelli d’italia, Lega og Berlusconis eget Forza Italia – og med Giorgia Meloni fra førstnævnte parti som premierminister.
Hun kædes flittigt sammen med Italiens fascistiske fortid, og med den yderste flanke dækket ind af hende har Berlusconi – der står til et betragteligt ringere valg end ligeledes populistiske Meloni – set sit snit til at agere bindeled på højrefløjen.
Den pudsige kendsgerning er blot, at det på mange måder var Berlusconi selv, der i sin tid som premierminister åbnede døren for Italiens nyfascister.
Men sådan ser det ud til, at Berlusconis historie også skal fortælles. I politikkens såvel som i fodboldens verden er han ikke længere i stand til at blive den store vinder, selvom han langt hen ad vejen selv etablerede de regler, der nu spilles ud fra – hvad enten vi taler om kommercialismen i fodbolden eller populismen i politikken. Men efterhånden kan mindre altså også gøre det for Berlusconi, for hvem eftermælet efterhånden er blevet vigtigere end de helt store resultater.