Fra lemonadesælger og fodboldtalent til magtsyg sultan

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, begyndte sin politiske karriere i opposition til magteliten. I dag er han selv blevet indbegrebet af rå magt.

De nye tiders sultan: Recep Tayyip Erdogan,Tyrkiets præsident, tåler ikke kritik. Arkivfoto: Umit Bektas
Læs mere
Fold sammen

Pas på ryggen!

Sådan lyder rådet fra mange af dem, der har brændt sig på Recep Tayyip Erdogans magtbegær og vrede: Tyrkiske forretningsmænd, politiske rivaler, tidligere allierede, journalister og aktivister, som er kommet på tværs af Tyrkiets præsident.

Nogle har mistet karrieren ved at være for tæt på Erdogan. Andre er endt i fængsel. En 16-årig er blevet arresteret for at fornærme præsidenten, og Miss Tyrkiet kom i vanskeligheder i 2015 for at dele et digt, der kritiserede Erdogan. Senest gik det så i sidste uge ud over partifællen Ahmed Davotoglu, som efter velunderbyggede rapporter om en magtkamp med Erdogan ikke længere skulle være premierminister.

Fælles for alle er, at de ved, at den tidligere Istanbul-borgmester – islamisten, der begyndte sin karriere som en forkæmper for sociale rettigheder – er en benhård politiker, der ikke vil tøve med at plante en kniv i ryggen på gårsdagens venner og allierede.

Drengen, der solgte lemonade og sesamboller på gaden for at støtte sin familie, er endt som den stærkeste tyrkiske præsident siden landsfaderen Kemal Atatürk – og drengen, der var et lovende fodboldtalent som 15-16-årig, er blevet en af regionens mest magtsyge ledere.

Han ejer Mellemøstens største palads, og er en præsident, der ønsker at ændre grundloven for at få adgang til beføjelser, der vil gøre ham til en moderne sultan. Han råder over en enorm personlig formue, men bejler stadig til middelklassen og underklassen fra den anatolske højslette.

Han er en sammensat mand, der taler om demokrati den ene dag og slår ned på demonstranter og journalister den næste. Han kæmpede i årevis mod den politiske og økonomiske elite, men er selv sat i forbindelse med sager om korruption og nepotisme. Han var den syriske præsident Bashar al-Assads personlige ven gennem flere år, men Assads offensiv mod de syriske islamister fra al-Qaeda og Det Muslimske Broderskab fik Erdogan til at bekende kulør.

Ved første tegn på vaklen hos den syriske diktator meldte Erdogan sig på banen, som den person han i virkeligheden er; islamisternes gudfader.

Social velfærd og politisk islamisme

Foruden hans tydelige appetit for politisk magt, er den politiske islamisme Erdogans mangeårige drivkraft. Allerede i 1970erne var han leder af det islamistiske partis ungdomsafdeling. Han stod i spidsen for anti­sekulær retorik i en sekulær stat. Da islamistpartiet genopstod som »velfærdspartiet« var Erdogan en af de politikere, der dyrkede blandingen af social velfærd og islam, nøjagtig som Det Muslimske Broderskab i Egypten, Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon. I en sekulær stat, hvor korruption hørte til hverdagen, tog mange mod Erdogans rød-grønne velfærd og islam-eliksir.

Som Istanbuls borgmester gik han dog et skridt for langt og blev idømt ti måneders fængselsstraf for at prædike mod den sekulære stat. Herfra blev Erdogan kendt for at pakke sine sympatier for islamisk fundamentalisme bedre ind. Han blev knap så konfliktsøgende udadtil og gjorde i stedet entre på det unge AKP-partis scene som den skorpion, der stikker sin giftige hale i dem, der samarbejder med ham.

Han samarbejdede med de sekulære for at besejre hærens forbud mod hans genoptagelse af politisk aktivisme i 2002. I 2003 blev Erdogan valgt til premierministerposten, og noget af det første, han gjorde, var at vende ryggen til de sekulære, der netop havde hjulpet ham tilbage på den politiske scene.

Det russiske spørgsmålstegn

Den samme skæbne led Fethullah Gulen, der opholder sig i eksil i USA. Erdogan brugte ham i kampen mod de sekulære topfolk i både hæren og det juridiske system. Efter de sekulære havde fået sparket, vendte Erdogan sig mod Gulens folk. Inden for de seneste 12-18 måneder har Erdogan stået for en klapjagt mod Gulens sympatisører.

I årevis roste han også den russiske præsident Vladimir Putin. Men få måneder efter Ruslands indblanding i krigen i Syrien lod han et russisk kampfly skyde ned. En hændelse, der ikke kun bragte NATO-landet Tyrkiet på tærsklen til krig med Rusland, men også en beslutning, der har smadret tyrkiske handelsmænds indkomst og ætset de tre millioner årlige russiske turister bort fra de tyrkiske kyster.

Sådan er Erdogan både i og uden for Tyrkiet blevet kendt som politikeren, hvis samarbejde ofte begynder med et knus, men ender med et politisk knivstik i ryggen.