Fra gældskrise til regeringskrise

I adskillige europæiske lande har vælgerne i løbet af de seneste måneder sammensat parlamenter uden klare flertal. Det gælder især dem, som har været på EU-ordineret nøjsomhedskur.

Felipe Gonzalez (højre) og Pedro Sanzhez (venstre). Fold sammen
Læs mere
Foto: OTO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: »Vi har fået et italiensk parlament,« fastslog Felipe González, da stemmerne var talt op efter Spaniens valg kort før jul og tilføjede: »Nu mangler vi bare nogle italienerne, der kan få det til at fungere.«

Bag den tidligere premierministers sarkastiske bemærkning lå en bekymring for, om de spanske politikere nu også ville være i besiddelse af den fornødne finezza til at manøvrere i det brogede deputeretkammer, som vælgerne havde sammensat. Og de forløbne godt to måneder har indtil videre givet ham ret.

Fredag aften måtte socialistlederen Pedro Sánchez efter ugelange forhandlinger konstatere, at den regeringsaftale han havde indgået med de liberale fra Ciudadanos ikke fandt nåde hos andre end dem selv. I stedet blev der stemt nej, lige fra det fungerende konservative regeringsparti og henover mylderet af regionale formationer til de »indignerede« fra Podemos. Hvis ikke forligsviljen vokser markant i løbet af de kommende uger, skal spanierne til urnerne igen i juni.

Politisk dødvande

»Under normale omstændigheder ville det ikke betyde så meget. Men set i lyset af den situation, som både landet, Europa og verden befinder sig i, er det det glade vanvid,« skriver politologen Fernando Vallespín i El País.

Den massive strøm af flygtninge, krigen i Mellemøsten, terrortruslen og de fortsat skrøbelige økonomiske konjunkturer synes ganske rigtigt at invitere til dannelsen af en handlekraftig regering. Men Spanien er langtfra det eneste europæiske land, hvor et valg inden for de seneste måneder har ført til totalt eller delvist politisk dødvande.

I Irland gav vælgerne forrige fredag den hidtidige regering bestående af det kristeligt demokratiske Fine Gail og Labour en begmand, der især for sidstnævntes vedkommende var til at tage og føle på, og det bliver ikke let at danne en ny. I Portugal har socialisten António Costa siden november regeret fra dag til dag i et skrøbeligt sag-til-sag-samarbejde med en række venstrepartier.

I Slovakiet gav lørdagens valg fremgang til højreekstreme og et nyt protestparti. Og de forløbne ugers drama i dansk politik viser, at det selv i »Borgens« på disse breddegrader beundrede hjemland kan det være svært at holde styr på koalitionerne.

Syriza-effekten

Tendensen er med andre ord generel men tydeligst i de gældstyngede lande, der har været gennem en EU-ordineret hestekur af økonomien som modydelse for en redningsplan: Den traditionelle politiske elite taber terræn, samtidig med at de nye protestpartier ikke vinder tilstrækkelig meget frem til at få afgørende indflydelse.

Men hvorfor dette enerverende remis? Hvorfor ikke enten belønne de konservative ledere i eksempelvis Spanien, Portugal og Irland for – i makroøkonomisk forstand – at have ført deres lande ud af krisen eller i stedet straffe dem eftertrykkeligt for de sociale omkostninger, det har medført?

Svaret på det første spørgsmål er bl.a., at nøjsomhedspolitikken blot er et blandt flere anklagepunkter mod de mange steder bundkorrupte og magtfuldkomne gamle partier. Samtidig tøver utilfredse, men moderate vælgere med at give de nye partier carte blanche. Dels fordi de ikke identificerer sig med hverken højre- eller venstrepopulisme. Dels, og ikke mindst, fordi sporene fra den græske Syriza-regerings mislykkede og dyrt betalte forsøg på at gøre op med nøjsomhedspolitikken skræmmer.

»Endelig en svag regering«

Intet tyder på, at den situation vil ændre sig foreløbig. I hvert fald ikke i Spanien, hvor meningsmålingerne spår et stort set identisk resultat, hvis politikerne opgiver at blive enige og udskriver valg. Derfor kan man ligeså godt gøre en dyd af nødvendigheden, mener José Ignacio Torreblanca, der leder tænketanken European Council on Foreign Relations kontor i Madrid. Også fordi stærke regeringer ikke er en garanti for resultater.

»De seneste års konservative regering med absolut flertal har været ødelæggende for demokratiet men også for partiet selv, der har været fritaget fra at forhandle, og som bl.a. derfor ikke har forstået alvoren af problemerne med korruption,« skriver Torreblanca i en kommentar med overskriften »Endelig en svag regering« og tilføjer:

»Hvis vi ved svaghed forstår, at regeringen vil respektere parlamentet og de øvrige partier, lade sig kontrollere af medierne, stå til ansvar over for vælgerne og være tvunget til at indgå forlig om de vigtigste beslutninger for landets fremtid, så ville de fleste givetvis sige ja tak uden at betænke sig.«