Fra frihedshelt til falleret statsmand

Engang var Zimbabwe-præsident Robert Mugabe hele Afrikas frihedshelt på baggrund af sin kamp mod det hvide mindretalsstyre. I dag står han over for en rigsretssag for at have kørt sit land i sænk.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: JASON SZENES

Der var engang, hvor navnet Robert Mugabe var forbundet med respekt og beundring. Ikke bare i hans eget land, men på hele det afrikanske kontinent. Ja, selv udenfor det store kontinent og i Vesten var han populær.

Dette er efterhånden en del årtier siden. Det var tilbage i 60erne og 70erne, hvor den yngre Mugabe stod i spidsen for guerillakrigen mod det hvide mindretalsstyre i det, der dengang hed Rhodesia. Og det var i 80erne, hvor den oprindeligt læreruddannede Mugabe, som valgt premier­minister i den nyfødte nation, der havde taget navne­forandring til Zimbabwe, var et symbol på »det nye Afrika«.

Posten som guerillaleder kostede Mugabe 11 år bag tremmer fra 1964, men fængselscellen knækkede ham ikke, og da det hvide mindretal i 1980 måtte erkende nederlaget, og mange hvide flygtede ud af landet, var Robert Mugabe selvskreven leder af det nye sorte flertals­styre.

Donordarling

Zimbabwe fik hurtigt status som donordarling i modsætning til det hvide mindretalsstyre, der havde været en international paria omfattet af sanktioner.

Mugabes popularitet i Vesten skyldes ikke mindst, at han var storsindet nok til at række hånden frem til landets tilbageværende hvide befolkning og bede dem om at hjælpe til med at skabe en fælles fremtid i et socialistisk Zimbabwe.

Mugabes socialistiske ståsted blev dog aldrig så rødglødende, at det i sig selv blev et problem for de vestlige donorlande, og han fik mange point for faktisk at satse på uddannelse af befolkningen. Adgangen til sundhedsydelser blev bedre, uligheden faldt, og landbrugsproduktionen i det frugtbare land blev optimeret, så Zimbabwe blev kendt som Afrikas brødkurv.

Et sandt blodbad allerede to år inde i Mugabes første periode som premier­minister gav dog for alvor ridser i den afrikanske stjernes image.

Anslået 20.000 blev slagtet, da Robert Mugabe satte hæren ind mod en opstand i en landets minoritetsstammer. Det var, hvad vi i dag betegner som etnisk udrensning, og en fremtrædende aktør i massakrene var i øvrigt Emmerson Mnangagwe – manden, som sidenhen blev Mugabes vicepræsident, og som nu, hvor Mugabes dage som statsoverhoved synes talte, fremstår som den sandsynlige afløser.

I løbet af 80erne og især i 90erne begynder Mugabes stjerne at falme. Arbejdsløsheden stiger, og økonomien hoster som følge af skyhøje offentlige udgifter til en hær af statsansatte, til sociale ydelser og subsidier til regeringsejede virksomheder. Etableringen af uafhængige virksomheder blev bremset af regimet, fordi de blev anset som en trussel mod regeringspartiets politiske monopol.

Da Mugabe i 1998 besluttede at intervenere i borgerkrigen i den Demokratiske Republik Congo – angiveligt for at beskytte sine egne investeringer i landet – straffes Zimbabwe med et stop for donorbistand. Samtidig tærrede udgifterne til militærets indgriben på Mugabes budget, og han tog nu et skridt, der skulle vise sig at koste ham dyrt:

En ny lov banede vejen for at inddrage jorden fra de tilbageværende hvide farmere. I 2000 blev 4.000 hvide landsmænd frataget deres jord, som blev overdraget til staten, og det forstærkede blot den økonomiske nedtur.

Mange lande, herunder Danmark, svarede igen med fordømmelse og et stop for bistand, og landbrugeproduktionen tog et alvorligt dyk godt hjulpet på vej af to års tørke.

Siden er Zimbabwe blot sunket længere og længere ned i et økonomisk morads, mens Robert Mugabe har opretholdt en fyrig og skinger retorik og beskyldt Vesten for at være ansvarlig for alle Zimbabwes – og Afrikas – problemer.

Kun Gud kan afsætte mig

Præsidentens stjerne har også længe været en falmet stjerne i befolkningen, men den politiske opposition er blevet holdt i jerngreb, så Zimbabwes tur mod afgrunden har reelt stået på i de seneste to årtier.

Nu er der så måske håb forude. I sidste uge fik landets magtfulde militær nok af Mugabes magtbrynde og anbragte ham i husarrest, fordi præsidenten var i gang med at køre sin kone, Grace, i stilling som sin afløser på præsidentposten. Mugabes partifæller greb chancen og fyrede ham i den forløbne weekend som leder af regeringspartiet.

Men Robert Mugabe vil ikke træde tilbage. Det kan kun Gud få ham til, har han udtalt. Så nu ventes parlamentet i denne uge at sætte et endeligt punktum for Mugabes 37 år ved magten. Herefter følger formentligt en rigsretssag, og sådan gik det til, at en frihedshelt endte som falleret statsmand.