Fra eufori i Bella til blues i Rio

OL 2016 ville fuldbyrde moderniseringen af Brasilien, forudså Lula da Silva efter tildelingen af værtskabet i Bella Center. I dag, syv år senere, ligger den vision i ruiner.

OL 2016 ville fuldbyrde moderniseringen af Brasilien, forudså Lula da Silva efter tildelingen af værtskabet i Bella Center.
Læs mere
Fold sammen

Ilha Pura – »den rene ø« – har ejerne valgt at kalde det nye og eksklusive boligområde i velhaverkvarteret Barra de Tijuca, som den olympiske by er en del af. At navnet i bogstavelig forstand er temmelig misvisende, vidner de seneste dages klager over ufærdige og beskidte lejligheder fra blandt andre danske atleter om. Men heller ikke i overført betydning giver den påståede jomfruelighed mening.

For at få plads til kvarteret blev favela-bebyggelsen Vila Autódromo stort set jævnet med jorden, efter at hovedparten af beboerne var blevet lokket til at flytte med løfter, som siden blev svigtet. »De skulle bare væk, og nu lever de i overensstemmelse med deres formåen,« som en af entreprenørerne, 91-årige og stenrige Carlos Carvalho, uden omsvøb for et års tid siden betroede den britiske avis The Guardian.

OL-byens anden bagmand, Marcelo Odebrecht, har andet at bekymre sig om. Lederen af Brasiliens største byggeimperium blev i marts idømt 19 års fængsel i forbindelse med den gigantiske korruptionsaffære omkring det statslige energiselskab Petrobras, der også truer med at sende store dele af den politiske elite bag tremmer. Ikke mindst hvis Odebrecht – som bebudet – begynder at fortælle, hvad han ved.

Skuffede forventninger

Den i mere end en forstand »urene« olympiske by er naturligvis blot ét blandt de mange projekter, der – med Barcelonas forvandling op til OL i 1992 som erklæret forbillede – skulle give Rio de Janeiro et løft til gavn for samtlige metropolens 13 millioner indbyggere. Men mens nogle – som en cykelsti langs kysten – braste sammen, var andre – eksempelvis udvidelsen af metrosystemet – forsinket, mens adskillige slet ikke blev til noget. Eksempelvis oprensningen af den stærkt forurenede Guanabara-bugt.

Når legene natten til lørdag efter syv års forberedelser går i gang, sidder næsten to tredjedele af såvel Rio-boerne som resten af brasilianerne ifølge meningsmålinger tilbage med fornemmelsen af, at OL kun for alvor gavner folk som storentreprenøren Carvalho. For almindelige mennesker – dem, der må leve »i overensstemmelse med deres formåen« – har OL stort set ikke skabt andet end arbejde og omsætning, der vil forsvinde, i samme øjeblik afslutningsceremonien om nogle uger er forbi. Og indtil da må de leve med den øgede risiko for at blive mål for såvel islamistiske terrorister som »almindelige« kriminelle, der vil have lettere spil, mens de titusindvis af udkommanderede politifolk og soldater har travlt med at passe på turisterne.

Hundredtusindvis af demonstranter over hele Brasilien har været på gader og på barrikader for at kræve penge til sundheds- og uddannelsessystemet fremfor til stadioner. Foto: Yasuyoshi/AFP Fold sammen
Læs mere

Hvilket alt sammen blot er business as usual i et af verdens mest socialt ulige og systematisk korrupte lande, kan man mene. Men samtidig så meget desto mere trist, fordi meningen med legene var præcis den modsatte: At Brasilien skulle træde frem for resten af verden som et moderne, velfungerende og, ikke mindst, mere sammenhængende land.

Den københavnske illusion

Det gør næsten ondt at spole tiden tilbage til 2. oktober 2009, da Rio de Janeiro fik tildelt værtskabet under IOCs topmøde i København. Dengang ville jublen ingen ende tage. Hverken blandt de titusindvis, der mødte op ved den berømte Copacabana-strand for at følge afstemningerne på storskærme, eller i Bella Center, hvor daværende præsident Lula da Silva var grædefærdig af glæde og stolthed.

»Vi har vundet med sjælen og med hjertet. Fordi vi som de eneste virkelig ville have legene. Fordi vi har brug for at gribe den chance i det 21. århundrede, som vi aldrig fik i det 20. århundrede,« proklamerede Lula og fortsatte:

»Rio de Janeiro og Brasilien vil bevise, at vi nu er verdensborgere af første klasse, så ingen længere tvivler på vores økonomiske og sociale styrke. Og dem, som tror, at vi ikke kan klare det, vil blive overrasket. De samme, som tvivlede på, at jeg kunne regere dette land.«

Den tidligere klejnsmed og skopudser, som seks år forinden havde erobret præsidentposten, var dengang midt i sin finest hour. Ikke blot var det lykkedes at køre Brasilien i stilling som regional stormagt og en af den nye verdensordens angivelige vindere. Lula havde desuden haft held – i form af gunstige økonomiske konjunkturer – til at gennemføre et gigantisk omfordelingsprojekt, hvor han gav til de fattige uden at tage nævneværdigt fra de rige. Og det var ikke mindst i forhold til denne indenrigspolitiske bedrift, at præsidenten så legene som kronen på sit værk.

»De skulle symbolisere forbrødringen i et sammensmeltet Brasilien, hvor konflikterne og modsætningerne på magisk vis var blevet udvisket,« som journalisten og forfatteren Eliane Brum formulerer det i et essay.

BMINTERN - Brazilian President Luis Inacio Lula da Silva (C) reacts on October 2, 2009 during the 121st session of the IOC in the Bella Center in Copenhagen after Rio de Janero won the bid to host the 2016 Olympic games. AFP PHOTO / Soeren Bidstrup / SCANPIX DANMARK 2009 Fold sammen
Læs mere

Sammenbruddet i 2013

Syv år senere er Lula sigtet i forbindelse med Petrobras-skandalen, mens hans kronprinsesse og efterfølger på præsidentposten, Dilma Rousseff, efter al sandsynlighed bliver sat fra bestillingen, når en rigsretssag mod hende afsluttes i slutningen af august eller begyndelsen af september. Økonomien befinder sig i dyb recession, arbejdsløsheden er rekordhøj og den fungerede regering under Michel Temer gør klar til en finanspolitisk katastrofeopbremsning. Lægger man dertil truslen fra zikavirus og islamisk terrorisme, er der ikke noget at sige til, at mange brasilianere har mistet deres ellers så berømte ukueligt gode humør.

Men Lulas olympiske illusion bristede i virkeligheden allerede et par år, inden den aktuelle økonomiske og politiske krise brød ud, hævder Eliane Brum. Nærmere bestemt i sommeren 2013, da en protestbevægelse som et lyn fra en klar himmel opstod i forbindelse med generalprøven på fodbold-VM – Confederations Cup.

Det var, da hundredtusindvis af demonstranter over hele landet gik på gaden for – efter ti års angivelig social udligning – at kræve investeringer i sundheds- og uddannelsessystemet fremfor fodboldstadioner, at forestillingen om et Brasilien forenet i et nationsbyggeri (af diverse idrætsanlæg) på tværs af klasseskel brød sammen, mener forfatteren.

»Siden har det vist sig umuligt at samle stumperne, og det er et splittet Brasilien, der nu er nået frem til sine olympiske lege – alt for tæt på virkeligheden,« konkluderer Eliane Brum.

Virkelighedens olympiske triumftog dækker også over en lang række forsøg på at slukke den olympiske ild under den traditionelle tur rundt i værtslandet for at protestere mod arrangementet. Foto: Ueslei Marcelino/AFP Fold sammen
Læs mere

Den olympiske »katastrofe«

Virkelighedens Brasilien er en i forvejen stenrig entreprenør, der scorer kassen på at bygge en olympisk by fuld af mangler, som gør hele sit land til grin i resten af verden. Virkeligheden er en lang række forsøg på at slukke den olympiske ild under den traditionelle tur rundt i værtslandet for at protestere mod arrangementet og nedskydningen af en jaguar, der var maskot for et militærregiment, fordi den opførte sig truende under faklens besøg i Amazonas-hovedstaden Manaus. Og virkeligheden er en åbningsceremoni, hvortil landets endnu officielle præsident, Dilma Rousseff, har meldt afbud i protest mod fungerende statschef Michel Temer. Temer, der i øvrigt – ligesom stort set alle andre politiske ledere i Brasilien – er mistænkt for korruption.

Vil splittelsen og utilfredsheden få indflydelse på afviklingen af legene? Eller vil hovedparten af brasilianerne leve op til deres internationale ry og kaste sig ind i festen, når den først kommer i gang, sådan som det i nogen grad skete under VM i fodbold for to år siden?

Det vil vise sig i løbet af de kommende uger. I første omgang har protestbevægelsen »Povo Sem Medo« – Folket uden Frygt – fredag eftermiddag europæisk tid indkaldt til demonstration på Copacabana-stranden under parolen: »Ud med Temer og nej til den olympiske katastrofe.«

BMINTERN - A cheerful crowd roars of joy in Copacabana Beach in Rio de Janeiro, Brazil as it is officially announced that their hometown will stage the 2016 Olympic Games, October 2, 2009. Rio de Janeiro's dream of bringing the Olympics to South America for the first time became reality here on Friday when they won the vote to host the 2016 edition. The Brazilian city saw off Madrid - by 66 votes to 32 - in the final round of voting after odds-on favourites Chicago, backed by a personal visit from President Barack Obama, had gone out in a first round sensation. AFP PHOTO/VANDRLEI ALMEIDA Fold sammen
Læs mere