Den hvide passagerfærge med de mørkeblå vinduer glider gennem bølgerne fra Rønbjerg Havn med kurs mod Livø. Med om bord er en passager, der skiller sig ud fra de lokale og endagsturisterne med deres slidte Fjällräven-rygsække.

53-årige Chuck Lam skal for første gang i 40 år gense det sted, der i de første ni måneder af hans tid i Danmark var hans hjem. Han er spændt.

Chuck stiller sig ud i stævnen, mens Livø nærmer sig. Vinden blæser fra en nordlig retning og hvirvler hans sorte hår med de grå stænk, som stikker ud under Nasa-kasketten, rundt i vinden. Han var 13 år, da han og flere end 200 andre børn fra Vietnam-krigen kom til den nordjyske ø i 1975. Hans øjne bliver røde. Chuck tager hånden op til ansigtet og kan ikke holde tårerne tilbage. De løber.

Han bøjer hovedet, tørrer dem væk med sit hvide lommertørklæde og kigger atter ud over Limfjorden. Snart skal han gense det sted, hvor hans liv i Danmark begyndte, det sted han aldrig drømte om at opleve, da bomberne dalede ned over hans kostskole i Syd-vietnam.

Det er i disse dage 40 siden, Vietnam-krigen sluttede, da Sydvietnams allierede USA måtte erkende sit nederlag til det nordvietnamesiske styre og trække sine militære tropper ud af landet.

Det var i de dage op mod krigens afslutning, da det nordvietnamesiske militær havde omringet Saigon, at den dansk-tyske journalist Henning Becker dengang flygtede ud af landet med 204 børn fra Sydvietnam, som han gennem årene havde taget til sig. Henning Becker bragte børnene til Danmark som nogle af de første vietnamesere og indkvarterede dem på Livø. Det skulle vise sig at blive en af danmarkshistoriens første store udlændingesager, der siden udviklede sig til en kontroversiel strid mellem Becker og de danske myndigheder.

Der var tidligere kommet store grupper af udlændinge til Danmark såsom kartoffeltyskere og roepolakker. Men flygtningene fra Vietnam-krigen var de første, der var fra en helt anden verdensdel med en markant anderledes kultur og religion.

Men da Chuck for mere end 40 år siden løb med eksplosioner omkring sig, troede han aldrig, at han ville overleve den krig, som han var født direkte ind i.

Hans rejse til Danmark begyndte, da nordvietnamesiske soldater nærmede sig hans kostskole i Sydvietnams montagnardområde og affyrerede de første raketter mod skolen og byen Bình Long.

Bình Long var et strategisk militærmål på vejen mod den sydvietnamesiske hovedstad. Derfor havde Viet Cong over flere dage omringet byen og var til sidst begyndt at bombe ved højlys dag. Byen skulle indtages.

Chuck husker, da bomberne pludselig midt på eftermiddagen ramte kostskolen. Alle skreg. Skolen brændte. Sovesalen og klasselokalerne lå i ruiner.

»Ingen af os troede, vi ville overleve,« fortæller Chuck Lam i dag.

De skulle væk. I sikkerhed. Eleverne så de voksne flygte og bestemte sig selv for at stikke af. Så mens det nordvietnamesiske militær i korte intervaller holdt inde med at affyre raketter, besluttede Chuck og godt 30 andre kostskoleelever sig for at tage chancen og løbe over de åbne pladser i retning mod junglen, væk fra eksplosionerne.

»Mange af mine venner blev dræbt af bomberne dengang. Rigtig mange. Jeg så dem falde om, mens vi flygtede,« fortæller Chuck.

I spurten mod junglen husker Chuck, hvordan et grædende spædbarn sad ved siden af sin mor, der lå livløs midt på vejen.

»Vi havde ikke tid til at hjælpe nogen, vi skulle bare væk. Alle var bange.«

Chuck og de andre nåede i sikkerhed under palmebladene. De pustede ud og besluttede sig for at drage videre mod Saigon. Selv om turen var knap 100 kilometer til fods, havde et par stykker hørt, at der var etableret flygtningelejre i udkanten af byen.

På deres færd levede kostskoleeleverne af skovens meloner, fisk de fangede og frugten fra de efterladte plantager. Om natten søgte de ly under junglens tætte trækroner.

Efter en uge nåede de udkanten af Saigon og blev indkvarteret i flygtningelejren, men efter kort tids ophold blev de sendt videre. En mand ved navn Becker havde lovet at tage sig af montagnardbørnene. Chuck havde godt hørt nogle af de andre tale om denne Becker. Han vidste, at han hed Henning til fornavn og drev et børnehjem for nogle af Saigons gadebørn. Og når han ikke sørgede for børnene, skrev han om Vietnam-krigen til nogle aviser i Danmark.

Henning Becker tog børnene til sig og sørgede for, de fik mad og modtog undervisning i engelsk og matematik. Til gengæld forventede han, at de opførte sig ordentligt. De velopdragne blev belønnet med biografture og restaurantbesøg. Stjal de eller skabte for mange problemer, svang han dem en lussing. De værste ballademagere røg tilbage på gaden. Chuck husker, hvordan Henning Becker levede et sært liv. Han kunne være vågen i flere døgn ad gangen og sidde ved sin skrivemaskine hele natten.

Mod krigens afslutning blev børnene indkvarteret i to store villaer i Saigon. På det tidspunkt tog Becker sig af flere end 200 børn fra Sydvietnam. De oprindelige 45 gadebørn blev blandet med Chuck og de andre fra montagnardområdet. En af gadebørnene Phuc Van Tran kan mindes, hvordan Becker hele tiden vidste, hvordan krigen forløb. Han havde efter sigende kontakter i begge lejre, og bag hans skrivebord hang der et kort over Vietnam, hvor han med en orange tusch skraverede, når Viet Cong rykkede tættere på Saigon.

De orange områder overtog mere af kortet. Det var ikke længere sikkert at være i landet. Hvad, børnene ikke vidste, var, at Becker gennem længere tid havde planlagt deres flugt ud af Saigon. Med hjælp fra det etniske minoritets ministerium for montagnarderne, havde han sikret sig, at børnene kunne forlade det krigshærgede land. Papirerne blev underskrevet, og Becker adopterede sågar de 45 gadebørn, så de kunne få tilladelse til at rejse ud.

Den danske regering vidste, der snart ville ankomme omkring 200 vietnamesiske børn. Nu manglede Becker blot et fly. Men han var ikke den eneste, der ville ud af landet. Ved hegnet til Saigons lufthavn lå flere hundrede af byens borgere i håb om at komme med et fly, som lettede fra krigen. Ved et tilfælde fandt Becker et passagerfly til alle børnene, som fløj over USA. Han fik skrabet penge sammen, og børnene blev kørt mod lufthavnen i busser. De vidste ikke, hvor de skulle hen.

Samme dag som Becker og børnene flygtede ud af Sydvietnam, blev et andet passagerfly med vietnamesiske flygtningebørn skudt ned. Da Chucks forældre hørte det over radioen, troede de, deres søn var blandt de omkomne. Der gik to år, før de fandt ud af, at han var i live.

Tirsdag 29. april 1975 landede flyvemaskinen i Aalborg Lufthavn. Det blæste og småregnede, da de 204 børn trådte ud af flyveren i deres korte shorts, T-shirts og klipklappere. Flere af dem havde fået lov til at tage flytæpperne med sig for at holde varmen.

Børnene blev fragtet videre i busser fra Aalborg mod havnen ved Limfjorden, hvor de blev sejlet til Livø. Øen havde få år forinden fungeret som åndssvageanstalt. Nu stod bygningerne tomme og egnede sig perfekt til at indkvartere de vietnamesiske flygtningebørn. Blæsten ruskede i færgen, da den sejlede til Livø. På øen stod personale fra Dansk Flygtningehjælp klar til at tage imod børnene. De havde sat mad over. Ris, rosenkål, asparges og kylling. Deres første måltid i Danmark.

Da Chuck 40 år senere besøger Livø, ligger forårssolen lunt over øen. Færgen nærmer sig havnen, som synes mindre, end han husker den. Han løfter kasketten, stryger håret til siden og tager den på igen. Retter den til ved at rotere kaskettens skygge. Han er klar. Færgen lægger til. Mens han vandrer op ad Skippervej fra havnen mod samlingssalen og det hus, hvor han dengang boede, peger han over de grønne buske mod et gult bindingsværkshus. Her blev de undervist i engelsk. Han peger til den anden side ud over det åben græsstykke med sorte slagtekøer i baggrunden. Her spillede de fodbold. Meget fodbold.

Øens købmand har lovet at låse op for den bygning, hvor Chuck sammen med knap 30 andre børn boede. Imens sætter Chuck hænderne mod ruden og kigger ind i den bygning, hvor pigerne sov.

Huset ligner sig selv. Det samme gør Pavillon Tre, hvor Chuck boede. Han kender ruten, går direkte ind på sit gamle værelse med køjesengene og videre ud på badeværelset, hvor end ikke fliserne er blevet udskiftet, siden han stod under bruseren. Han er tilbage. Så kommer minderne. Om hans første tandlægebesøg, om hvordan de skiftevis hentede genbrugstøj i den gamle stenlade og om de ugentlige lommepenge, som Dansk Flygtningehjælp gav børnene. Chuck fik fem kroner hver fredag, som han brugte på is hos øens købmand. For det meste Kung Fu.

Børnene blev undervist i dansk, engelsk og matematik, og når de havde fri, udforskede de Livø. De fiskede og fangede muslinger ved strandkanten. Inde i skoven svingede de sig som Tarzan med sammenbundne sengelagner, og ude på pynten af øen kravlede de mellem lyng og lave buske, mens de legede soldater. I højsæsonen sneg Chuck sig sammen med nogle af de andre drenge helt hen til kanten for at lure på turisterne, der lå nøgne og solbadede nede ved stranden.

Livø var et paradis. På overfladen.

For mens børnene legede, udviklede sagen om deres chance for at blive i Danmark sig. De danske myndigheder og Henning Becker kæmpede, om børnene skulle have lov til at blive i landet, eller om der skulle oprettes et danskstøttet børnehjem i Vietnam, hvor de skulle sendes retur til. Sagen blev taget op ved folketingsdebatter. Fordelingen af flygtninge var nemlig ikke nær så organiseret som i dag. De flygtninge, der hidtil var kommet til Danmark, var mindre grupper fra kriseområder og folk bag jerntæppet. Det var først med bådflygtningene fra Vietnam-krigen sidst i 1970erne, at FN udarbejdede kvoteordningen.

Det udfordrede derfor systemet, at der kom en større gruppe børn fra Vietnam. Og det gav kun myndighederne yderligere problemer, at Becker havde adopteret gadebørnene.

Sagen optog den danske presse, og senere blev også udenlandske journalister fra Sverige og Tyskland fløjet til øen med helikopter for at rapportere om de vietnamesiske børn. Og det var ikke kun pressen, der valfartede til Livø. Unge på teltlejr, pensionister og skoleklasser besøgte børnene på øen. De var blevet en turistattraktion, mindes Phuc Van Tran.

»Vi følte os som nogle aber i en zoologisk have, hvor folk bare kom og snakkede med os og tog hjem igen bagefter. Men vi kunne ikke rejse nogen steder. Livø var vores verden,« siger han i dag.

Uroen om deres chancer for at blive i Danmark, gjorde børnene utrygge. Nogle truede med at sultestrejke i håb om at presse den danske regering til at give dem opholdstilladelse.

»Jeg var meget bange for at blive sendt tilbage til Vietnam, efter at kommunisterne havde overtaget landet. For mig var kommunisterne ikke mennesker ligesom os. Hele vejen gennem min barndom, hvor bomberne faldt ned over veje og huse, så jeg folk blive lemlæstet. Hvis jeg blev sendt tilbage, ville jeg blive sat i koncentrationslejr,« fortæller det tidligere gadebarn, Kim Sang Nguyen.

Historien om Livø blev mørkere. Flere af de ældre børn betragtede efterhånden øen som et fængsel og forsøgte at flygte over vandet. En nat stjal to drenge en jolle. De ville ro over til fastlandet, men kæntrede ude på fjorden. Den ene druknede i bølgerne. Senere forsøgte en 16-årig dreng at begå selvmord ved at drukne sig selv i vandkanten. Han blev forhindret af øens læge. Stridighederne mellem Becker og myndighederne tog til. Den danske regering mente, at det efter nogle måneder i Danmark var sikkert for børnene at vende tilbage til Vietnam. Der blev skrevet protestbreve til regeringen, mens der andre steder blev demonstreret for Beckers børn. Til sidst modtog de et brev fra daværende socialminister Eva Gredal. I et fælles brev til børnene ønskede hun dem velkommen med beskeden om, at de havde fået permanent opholdstilladelse. Længere nede i brevet stod der, at hvis børnene ønskede det, ville ministeriet hjælpe dem med at komme tilbage til Vietnam. Ingen tog imod tilbuddet.

Kort tid efter flyttede Henning Becker med sine gadebørn til en højskole i Helsingør, mens Chuck og de andre blev tilbage på øen. Hvis de dengang slog op i dagens aviser, kunne de læse, hvordan politiet med hunde skilte børnene fra hinanden og sendte dem ud på institutioner rundt i landet. En mand kunne jo ikke have 45 børn.

»Henning Becker var ikke bare en far for os. Han bandt det hele sammen, og mistede vi ham, så mistede vi det hele,« siger Phuc Van Tran og beskriver, hvordan han og de andre gadebørn siden tiden på børnehjemmet i Saigon var blevet som søskende for hinanden.

Imens stridighederne mellem myndighederne og Becker udviklede sig, blev Chuck sammen med de andre sendt på en højskole i Roskilde, og der blev lagt mærke til de godt 150 børn i lokalområdet. Der begyndte at komme danske piger på besøg på højskolen. De var også populære, når de var ude til foldboldkampe og atletikstævner. Med tiden blev de godt 200 børn, som Becker bragte til landet, sendt ud til plejefamilier og i fælleslejligheder til byer som Dianalund, Nykøbing Falster, Nysted, Haslev og Skælskør.

Interessen for dem var stadig stor, og da Chuck i starten af 1980erne dansede til tonerne af ABBA sammen med sine venner på Slagelses diskoteker, var han som honning for pigerne med sit lange bølgede hår. Men så forduftede populariteten.

»Da der kom flere udlændinge til landet, begyndte folk at se anderledes på os, og det blev sværere at finde arbejde. De ville ikke have udlændinge, fordi de troede, vi lavede ballade. Mine kollegaer talte grimt om udlændinge, og selv om det ikke var til mig, gjorde det mig ked af det,« siger Chuck.

Efterhånden lærte han at leve med folk, der kaldte ham »skævøje« eller »ham den gule«. Han bekæmpede det fremmedfjendske med venlighed, så de til sidst sænkede fordommene. Han uddannede sig til tømrer og bosatte sig i Skælskør sammen med sin kone fra Vietnam. Med tiden bosatte Beckers børn sig som små enklaver i de samme områder.

De holder sammen, og hos Chuck i Skælskør mødes godt 70 mennesker hver søndag til kristne gudstjenester i frikirken. Og selv om det danske sprog i begyndelsen voldte dem problemer i skolen, integrerede de sig på arbejdsmarkedet som restauratører, socialpædagoger, grafiske designere, frisører og IT-programmører. I dag skønnes der at bo cirka 14.000 vietnamesere i Danmark, og ikke kun her men over hele verden bliver de fremhævet som modelimmigranter, fortæller lektor ved religionsvidenskab på Aarhus Universitet Jørn Borup.

I 2011 undersøgte han vietnamesernes evne til at integrere sig og beskriver dem som »meget velintegrerede« og som en gevinst for det danske samfund.

»Asiater og især vietnamesere uddanner sig bedre, er mere i arbejde og figurerer stort set ikke i kriminalitetsstatistikker,« siger Jørn Borup.

Årsagen til vietnamesernes gode evne til at integrere sig skal ifølge ham findes i deres kultur. De vietnamesiske hovedreligioner, buddhismen og katolicismen, hviler nemlig på konfucianismen som den moralske og samfundsmæssige grundsubstans.

»Det vil sige idealer om, at man skal opføre sig ordenligt, lave sine lektier og klø på. Det handler om, at man hele tiden skal forbedre sig moralsk og uddannelsesmæssigt og dermed forsørge sig selv,« forklarer han og tilføjer:

»På den måde har vietnameserne allerede bedre odds med sig, når de kommer hertil, og der er ikke på forhånd nogen religionskonflikter i sigte.«

»Men,« pointerer han, »hvis man medtænker det at deltage i dansk kultur og omgås andre danskere, så er vietnameserne faktisk ikke specielt godt integreret. De holder sig meget for sig selv, taler meget vietnamesisk og omgås og arbejder mest med andre vietnamesere.«

Jørn Borup forudser dog, at det vil ændre sig med den nye generation af vietnamesere, som vil begynde at tage mere del i foreningslivet og forældremøderne i børnehaven. Chuck mærker også, hvor det er ved at ændre sig. Han glæder sig over, han kan give sine to børn et liv med flere muligheder, end han selv havde. Den ene begynder efter sommerferien på at læse journalistik på RUC, mens den anden taler om at studere på Niels Brock efter gymnasiet.

»Hvis jeg stadig boede i Vietnam, ville jeg ikke kunne give mine børn noget. Jeg er glad for, jeg kom hertil med alle de ting, jeg har. Mit hus, min bil, mit arbejde. Og når jeg tænker på mine søskende, som stadig bor i Vietnam, tænker jeg, at det er godt, jeg ikke lever som dem. De er ikke fattige, men de må knokle hårdt for at tjene penge. Jeg ville ønske, de kunne have de samme muligheder som mig,« siger Chuck.

Med årene føler Chuck siger mere dansk end vietnamesisk. 80 procent, vurderer han selv. Hans børn er 100 procent danske. Og han er ikke alene blandt Beckers børn om at føle sig integreret i det danske land.

»Jeg føler mig hjemme i Danmark. Der er her, jeg lever, og det er her jeg dør, ikke i Vietnam. Mit liv vil ende i Danmark,« siger Kim Sang Nguyen.

Vietnam er blevet et feriemål for børnene, som Becker bragte til Danmark for 40 år siden. I 2015 ses Beckers børn stadig. De mødes til middage hos hinanden, arrangerer sports- og atletikstævner i påsken og ser Barcelona vinde over Real Madrid på deres fladskærmsfjernsyn.

Næste weekend afholder Chuck og de andre flygtningebørn en jubilæumsfest for at mindes ankomsten til Danmark og fejre Henning Becker. For som Chuck siger:

»Han reddede os fra helvede til himlen.«