Foto fra Abu Ghraib viser voldtægt

De billeder, som Obama ikke vil offentliggøre af amerikanske mishandlinger af fanger i Irak og Afghanistan, er fulde af ydmygelser.

Tidligere offentliggjorte billeder fra Abu Ghraib. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

WASHINGTON: Vi troede, at de billeder, som for fem år siden chokerede alle fra Abu Ghraib-fængslet i Baghdad, var et lavpunkt, men der findes langt værre dokumentation af de amerikanske overgreb i Irak og Afghanistan:

En muslimsk kvinde, som bliver voldtaget af en amerikansk soldat.

En muslimsk mand, der udsættes for voldtægt af en amerikansk tolk.

En muslimsk kvinde, som tvinges til at vise sine bryster frem for amerikanske soldater.

Talrige sex-overgreb med knipler, ledninger og fosforlamper.

Det er Daily Telegraph, den konservative britiske avis, som bringer den opsigtsvækkende beskrivelse – og selv om avisen ikke bringer billederne, så bekræftes deres eksistens og indhold af Antonio Taguba, den generalmajor, som stod i spidsen for den amerikanske hærs undersøgelse af overgrebene i Abu Ghraib.

»Billederne viser tortur, overgreb, voldtægter og enhver tænkelig uanstændighed,« fastslår generalmajoren, som kalder billedernes indhold for »afskyeligt«.

Præsident Barack Obama blokerede for nylig for offentliggørelse af de godt 2.000 fotos, som er indsamlet af amerikanske myndigheder under undersøgelserne af overgreb på afghanske og irakiske fanger, som befandt sig i officielle eller hemmelige amerikanske fængsler. Obama mente, at nye billeder både ville tjene til at opflamme USAs fjender og ville udsætte soldater for unødige farer – og han mente i øvrigt ikke, at de ville tilføre nyt i forhold til de rædselsvækkende billeder fra Abu Ghraib for fem år siden.

Video af voldtægt
Ifølge generalmajor Taguba er det imidlertid ikke sandt – idet der ikke dengang blev fremlagt fotos af voldtægter eller af kvindelige fanger. I sin såkaldte »Taguba-rapport« fra 2004, som han udarbejdede for USAs forsvarsministerium, konstaterede generalmajoren, at der i de amerikanske fængsler udfoldede sig »sadistiske, vulgære og hensynsløse kriminelle overgreb« på systematisk vis. Bush-regeringen frøs ham efterfølgende ud.

Anklagerne om voldtægter mod muslimske kvinder er særligt følsomme – og selv om vidneudsagn fra kvinder, der siger, at de er blevet voldtaget og gjort gravide, har været hyppige, så er de hidtil aldrig blevet bakket op af fotodokumentation. Ifølge Taguba har medlemmer af USAs senat og Repræsentanternes Hus imidlertid set billederne, som angiveligt meget tydeligt viser overgrebene. Ud over fotos eksisterer der ifølge generalmajoren også mindst en video, der viser en mandlig amerikansk soldat, som voldtager en muslimsk kvinde.

For muslimer er voldtægter mod kvinder dybt skamfulde. Rapporter fra menneskerettighedsorganisationer som Røde Kors og Human Rights Watch beretter om, at de kvinder, som ifølge egne udsagn har været udsat for voldtægter i de amerikanske fængsler, er forsvundet. Måske fordi de begik selvmord, fordi de ikke kunne leve med den nedgørelse, som de blev udsat for. Måske fordi de blev offer for et æresdrab af flove familiemedlemmer.

De billeder, som Obama har afvist at offentliggøre, forbliver sandsynligvis hemmelige – idet præsidenten kategorisk har blokeret for at vise dem frem. Den sandhedskommission, som mange politikere i USA har argumenteret for bredt burde undersøge nationens overgreb under krigen mod terror, bliver næppe heller til noget. Obama ønsker at se frem og ikke tilbage.