Danmark og de vestlige demokratier står over for enorme udfordringer internationalt, og den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske rapport skal være mere ambitiøs end den seneste. For udfordringerne er mange, og de er alvorlige.
Når tre ministre torsdag formiddag står på talerstolen og offentligør Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspoltiske strategi, er der langt mere alvor bag end tidligere.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), udenrigminister Anders Samuelsen (LA) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har fået en bunden opgave af regeringen – at udarbejde en ambitiøs plan for Danmarks rolle i verden de kommende to år under indtryk af, at de vestlige demokratier er under stærkt pres fra ydre og indre fjender.
Ingen, der har talt med disse tre ministre og i øvrigt med repræsentanter fra regeringen og i Folketinget det seneste års tid, er i tvivl om, at de vestlige lande står over for alvorlige udfordringer ud over de »almindelige« hovedspor – Rusland, Arktis, klima, Brexit og lignende, som altid er en del af handlingsplanerne.
Det, der nu er på spil, er intet mindre end de vestlige demokratiers »overlevelse« forstået på den måde, at det, der binder de vestlige demokratier sammen – en række multilaterale institutioner og det regelbaserede samfund – er under stærk beskydning. Ikke alene fra autoritære styrer som Tyrkiet og Rusland, men også fra den amerikanske præsident, Donald Trump, selv om USA fortsat er en nær allieret og formentligt også vil være det i fremtiden..
Har den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske rapport som mål at gøre noget for at styrke netop det regelbaserede samfund, så vil der i strategiplanerne lægges op til en langt mere offensiv tilgang til de institutioner, som det altid har været en dansk hjertesag at stå vagt om.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de tre ministre, der skal fremlægge rapporten, har længe talt om faren netop for, at instutioner som EU, NATO, FN og WTO svækkes, fordi autoritære regimer forsøger at undergrave dem.
At USA så også deltager i den del af festen, gør ikke opgaven mindre alvorlig, for Danmark er fortsat stærkt afhængigt af USA som allieret.
Altså vil det ikke være overraskende, hvis rapporten netop sætter fokus på, hvordan Danmark offensivt kan styrke disse institutioner.
Ganske vist nævnte den tidligere rapport også vigtigheden af dette, men der har været en erkendelse af, at det var ord, og at der ikke blev gjort nok for at understrege, at Danmark vil styrke dette område. Så håbet blandt mange er, at der vil blive gjort en ekstra indsats her.
Regeringen har i den seneste tid talt meget om EU-samarbejdet, og hvordan man kan styrke dette.
Ud over en styrkelse af det politiske samarbejde i EU, er der en klar mangel i forhold til Danmarks deltagelse i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som bliver mere og mere vigtigt, fordi der konstant rejses tvivl om, hvad USA vil i NATO.
Her bliver det spændende at se, hvor langt regeringen vil gå for at konfrontere Donald Trump, og det bliver interessant at se, hvor tæt regeringen er på at bebude en ny folkeafsteming om forsvarsforbeholdet.
Det sidste kommer givetvis ikke til at stå klart i papirerne. Men der vil formentlig være en passus, der kan tolkes som om, at det er det langsigtede mål.
Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent
