Der er dødt løb mellem de to kandidater til præsidentposten i USA, Donald Trump og Kamala Harris.

Det viser den seneste meningsmåling, som er offentliggjort søndag. Ifølge målingen ville 48 procent af vælgerne stemme på Trump, og 47 procent ville stemme på Harris, hvis der var valg nu. 

Målingen, som er gennemført 3.-6. september af analyseinstituttet Siena for The New York Times, har en usikkerhed på tre procentpoint. Trumps »forspring« i tallene ligger således inden for usikkerhedsmarginen, og konklusionen er derfor, at kandidaterne står lige. 

En anden ny måling, som er udført af YouGov for CBS, viser, at der er tæt løb i vigtige svingstater. I Pennsylvania står den 50-50, og i Michigan og Wisconsin er Harris henholdsvis et og to procentpoint foran, hvilket dog er inden for den statistiske usikkerhed.

Sejren er dermed inden for rækkevidde for begge præsidentkandidater her knap to måneder inden valget, som finder sted 5. november. Meget kan således afgøres af svingstaterne og det amerikanske valgmandssystem, der betyder, at det ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt at få flest stemmer på landsplan. 

Spørgsmålet er, om vælgernes præferencer vil ændre sig tirsdag, hvor Trump og Harris for første gang skal mødes i en 90 minutter lang tv-debat og svare på spørgsmål fra tv-værterne fra ABC News

Andre målinger har vist forspring til Harris

De to kandidaters opbakning har i målingerne ikke rykket sig voldsomt, siden Joe Biden stemplede ud af kampen om at blive USAs næste præsident i slutningen af juli. Før det stod Trump ifølge mange meningsmålinger bedre end Biden. 

»Hr. Trump har muligvis haft en hård måned efter præsidentens afgang (som kandidat ved det forestående valg, red.) og midt i den begejstring, som fru Harris har skabt hos Demokraterne. Men målingerne antyder, at støtten til ham fortsætter med at være bemærkelsesværdig robust,« skriver The New York Times.

Selvom Trump står godt i den seneste måling, har fire andre meningsmålinger i september fra forskellige institutter tydet på et forspring til Harris. Men det er ikke første gang, at Trumps tal i en meningsmåling er højere. Trump har haft bedre tal end Harris i målinger fra Rasmussen Reports gang på gang, eksempelvis 1. august