Fortsatte kampe ved pakistansk moské

Kampene mellem pakistanske soldater og militante muslimer fortsatte onsdag morgen ved Den Røde Moské i Islamabad. Kvinder og børns skæbne er fortsat ukendt.

Lyden af sporadiske skudvekslinger og eksplosioner kunne fortsat høres omkring Den Røde Moské i den pakistanske hovedstad Islamabad onsdag morgen, hvor hæren dagen inden dræbte den militante leder, Abdul Rashid Ghazi.

Tirsdag aften var der rapporter om, at hæren havde bekæmpet de militante muslimer, der havde indtaget moskéen, men ved daggry meddelte hæren, at den foreløbig kun havde kontrol med omkring 80 procent af det kompleks, moskéen er en del af.

En talsmand sagde, at regeringssoldater fortsat kæmper mod militante, der skjuler sig i kælderrum. Angiveligt bruger de kvinder og børn som menneskelige skjolde.

Over 55 militante og otte soldater er blevet dræbt i løbet af det seneste døgns blodige kampe ved moskéen.

/ritzau/