Fortsat flere bådflygtninge dør på Middelhavet

Op mod 900 mennesker har indtil videre mistet livet på Middelhavet i 2015, viser nye tal. Dansk Flygtningehjælp kræver styrket EU-beredskab for at forhindre drukneulykkerne.

Læs mere
Fold sammen

Antallet af flygtninge, som har mistet livet på flugten over Middelhavet, har sat ny rekord.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp er op mod 900 mennesker således døde på havet i 2015, hvilket er 30 gange så mange som i samme periode sidste år. Senest mandag kæntrede en båd med hundredvis af flygtninge, og omkring 400 af disse druknede i forsøget på at krydse Middelhavet, oplyser Red Barnet til nyhedsbureauet Reuters.

Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, kalder situationen for »tragisk« og »forfærdelig«. Han forudser, at tallet vil stige i sommermånedernes gode vejr og understreger derfor, at det er på høje tid at styrke EUs beredskab:

»Der må indsættes en samlet EU kystbevogtning, som minimum skal være på niveau med Mare Nostrum (den nu ophævede italienske kystbevogtning, red). Det er decideret flovt for EU, at det stadig er nødvendigt for såvel italienerne som diverse handelsskibe at redde disse menneskers liv,« lyder det fra Andreas Kamm i en pressemeddelelse.

Den italienske eftersøgnings- og redningsaktion Mare Nostrum blev afsluttet i 2014 på grund af store omkostninger ved missionen. Mare Nostrum blev erstattet af en EU-mission kaldet Triton, som dog har færre skibe og dækker et meget mindre område.

Den italienske kystvagt redder dog fortsat flygtninge i land fra Middelhavet - senest i weekenden blev mere end 8.000 mennesker fragtet i land af kystvagten, da de forsøgte at krydse Middelhavet fra Nordafrika til Europa.

Ifølge generalsekretæren er det derfor ikke bare nødvendigt at øge EUs indsats på havet. Også når flygtningene bliver reddet i land, er der behov for yderligere tiltag.

»Det vil jo kræve, at man sikrer en hurtig og effektiv behandling af de mennesker, som man samler op med den fælles EU-indsats. Derudover skal vi også være langt bedre til at afhjælpe de handels- og fragtskibe, som i dag hjælper EU med at redde liv på Middelhavet,« siger han og fastslår:

»Det bedste ville være, hvis verden blev bedre til at bilægge konflikter og afskaffe den fattigdom, der producerer trafikken over Middelhavet. Men indtil det sker, har vi en forpligtigelse til at sikre, at folk ikke dør på Middelhavet.«

Ifølge nyhedsbureauet Reuters forsøger flygtningene ofte at krydse Middelhavet i gummibåde og andre mindre både, og destinationen er for de fleste den sydlige italienske ø Lampedusa, der ligger 113 kilometer fra Tunesien.

Størstedelen af bådflygtningene forlader Afrika gennem Libyen, hvor menneskesmuglere tager op mod 13.000 kroner for den usikre overfart. I alt 3.279 mistede ifølge den internationale flygtningeorganisation IOM livet på sejlture i 2014, og 2015 ventes at blive rekordår for antallet af døde på Middelhavet.