Forsvundet afrikansk fly styrtede i uvejr

Luftfartsmyndigheder mistede i dag kontakten til et fly med 116 om bord på vej fra Burkina Faso mod Algeriet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et fly med 110 passagerer og seks besætningsmedlemmer, der forsvandt på vej til Algier tidligt torsdag morgen, er styrtet på grund af dårligt vejr. Det oplyser International Business Times.

Flyet kan være styrtet med de 116 ombordværende passagerer nær Gao i Mali, hvor flyet befandt sig, da det spanske flyselskab Swiftair, der ejer flyet, sidst havde kontakt med det torsdag morgen.

AH 5017, som flynummeret er, var fløjet af sted fra hovedstaden Ouagadougou i Burkina Faso, som ligger i det nordvestlige Afrika. Det savnede passagerfly er leaset af luftfartsselskabet Air Algerie.

Nyhedsbureauet AFP citerer en kilde hos Air Algerie for at forklare, at man mistede kontakten med flyet efter at have omdirigeret det af frygt for dårlig sigtbarhed og dermed risiko for kollision med et fly på Algier-Bamako-ruten.

I 2003 blev Air Algerie ramt af en flytragedie, da et Boeing 737 styrtede ned i det sydlige Algeriet. 103 mennesker omkom, mens en enkelt overlevede.

Hændelsen sker dagen efter, at 47 mennesker blev meldt dræbt, da et TransAsia Airwais-fly styrtede til jorden kort før landingen. Flyet forulykkede på Penghu-øerne ud for Taiwan, hvor det smadrede to huse.

Årsagen til styrtet kendes endnu ikke, men ifølge den engelsksprogede kinesiske avis South China Morning Post cirklede flyet rundt i luften, inden det styrtede, fordi det ikke kunne lande.

Taiwan var onsdag ramt af den voldsomme tyfon Matmo.