Forsvarslektor: Sidste ti år i Afghanistan har ikke gjort forskel

Danmarks indsats i Afghanistan har styrket diplomatiske bånd, men intentionen med krigen er ikke lykkedes.

Danmarks indsats i Afghanistan har styrket vores diplomatiske forhold til USA, Storbritannien og Nato-lande, men vi er reelt ikke lykkedes med at gøre Afghanistan til det demokratiske og sikre land, som var intentionen med indsatsen.

Det siger lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen oven på nyheden om, at Danmark trækker sine styrker i landet tilbage sammen med Nato og USA.

»De sidste ti år viser klart, at vi ikke har haft held med at forbedre situationen. Derfor giver præsident Bidens beslutning god mening. Der har ingen fremskridt været,« siger han.

Tilbage står Danmark til gengæld mere sikkert med USA som allieret, fordi vi har vist vores loyalitet over for stormagten, mener Peter Viggo Jakobsen.

Danmark har været til stede med soldater i Afghanistan siden 2002. I alt har 10.980 danske soldater gennem årene været udsendt.

Første år af krigen lykkedes det de samlede styrker at få fjernet Taliban fra styret og indsat en ny regering på "rekordtid", fortæller Peter Viggo Jakobsen.

Men siden da er det gået ned ad bakke.

»Man gik galt i byen ved ikke at få indoptaget Taliban eller de befolkningsgrupper, som Taliban-styret repræsenterer. Det fik Taliban til at starte et oprør, som vi aldrig har kunnet håndtere på fornuftig vis,« siger han.

/ritzau/