Forsvarskonsulent: IS-leders død er ikke mere end symbolsejr

IS-leders død er meget stort for USA, men det har marginal betydning for terrorgruppen selv, mener konsulent.

Den amerikanske præsident takkede på et pressemøde søndag Rusland, Syrien, Tyrkiet og Irak for støtte i forbindelse med jagten på Abu Bakr al-Baghdadi. - Han døde som en hund. Han døde som en kujon. Verden er nu et meget sikrere sted. Gud velsigne USA, sagde præsidenten. Joshua Roberts/Reuters Fold sammen
Læs mere

At lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, er død i et amerikansk angreb er særligt stort for USA, men det får ikke større betydning for selve terrorbevægelsen.

Det vurderer David Vestenskov, som er chefkonsulent ved Forsvarsakademiet med fokus på blandt andet terror i Mellemøsten.

»Man har været på jagt efter ham i lang tid, og han havde en stor rolle at spille i IS, men det har marginal betydning for IS' evne til at operere.«

»IS er ligesom overgået til at være en klassisk terrorbevægelse, der opererer under jorden, og jeg tror også, at Baghdadis evne til at lede har været stærkt svækket, siden IS mistede Mosul for nogle år siden,« lyder det.

Søndag omkring 14.15 dansk tid bekræftede den amerikanske præsident, Donald Trump, at Baghdadi døde natten til søndag dansk tid i et angreb fra det amerikanske militær.

David Vestenskov kalder det en symbolsk sejr for USA, der længe har jagtet Baghdadi, og som har haft udlovet en dusør på op til 25 millioner dollar for oplysninger, der kunne føre til pågribelse.

»Amerikanerne har været på jagt efter ham siden 2014, så det er en sejr, men hans betydning for IS og deres operationer, særligt de seneste år, har været marginale,« mener David Vestenskov.

En af de første gange Abu Bakr al-Baghdadi optrådte offentligt var i en propagandavideo fra 2014, hvor han taler i en moské i den irakiske by Mosul.

David Vestenskov tror ikke, at Baghdadis død vil vende op og ned på IS, for transformationen er nok allerede sket, vurderer han.

»Bevægelsen er splittet op i forskellige dele, lidt i Syrien, lidt i Irak, noget i Afghanistan.«

»Den her fragmentering skete allerede, da man tabte territorium for nogle år siden, og det havde større betydning for bevægelsens evne til at operere, end det her vil have«, siger han.

Han vurderer, at IS allerede er overgået til at være en undergrundsbevægelse, som opererer i mindre celler og uden reel topstyring.

/ritzau/