Forsvarschefen: Rusland vil ikke være i stand til at angribe dybt ind i NATOs område. De har bare ikke kapaciteten til det

Selv om spændingerne med Rusland er store på grund af Krim og Ukraine, er Rusland langt mere svækket militært end under Den Kolde Krig. Men der er flere grunde til, at Danmark nu bruger flere penge på militæret.

Forsvarschef Bjørn Bisserup har været med hele vejen i forsvarets udvikling fra det store mobiliseringsforsvar under den kolde krig, til det ekstremt specialiserede kapacitetsforssvar i dag. Fra han var 16-årig konstabel i mudderet, til forsvarschefstolen, som han takkede nej til to gange, før han sagde ja. Asger Ladefoged

Forsvarschef Bjørn Bisserup er en fredens mand. Ikke sådan en, der render rundt med protestskilte mod krig. Men en, der ser det som sin fornemste opgave at sikre freden. Intet mindre.

Ikke overraskende er metoden et stærkt militær og en troværdighed om at bruge magt til at forsvare sig, hvis det bliver tvingende nødvendigt.