Forslag om huslejeloft i Berlin møder kritik

Berlin-politiker vil bremse byens stigende huslejer. Men det vil lægge byggeriet dødt, lyder det fra branchen.

Lejere protesterer mod stigende huslejer på Karl-Marx-Allee i Berlin. Mange indbyggere i den tyske hovedstad er bekymrede over spekulation i ejendomme, som gør mange lejligheder for dyre for dem at bo i. (Arkivfoto) Odd Andersen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Berlin. En politiker i Berlins delstatsregering vil indføre et loft over huslejerne i den tyske hovedstad.

Huslejeniveauet er skudt i vejret gennem flere år, og det arbejder den rødgrønne delstatsregering på at lave om på.

Men kritikere mener, at forslaget vil få ødelæggende konsekvenser for ejendomsudvikling og nybyggeri, og at boligmarkedet ender i "socialistisk planøkonomi".

Den stigende tilflytning til Berlin har ført til en mangel på boliger, og det har presset huslejerne op.

Derfor vil Katrin Lompscher, der er delstatsregeringens ansvarlige for byudvikling og boligområdet, have et loft over huslejen i alle bygninger, der er opført inden 2014.

Det skriver avisen Berliner Morgenpost.

Ifølge hendes forslag bør huslejen ikke overstige otte euro (60 kroner) pr. kvadratmeter.

Det ville betyde, at en treværelses lejlighed på 70 kvadratmeter ikke må være dyrere end 4200 kroner i månedlig leje. Dertil kommer varme, el og andre udgifter.

For ældre ejendomme skal huslejen være endnu billigere, lyder forslaget, og huslejeloftet skal gælde uanset boligens stand og eventuelle møblering.

For mange berlinere vil forslaget betyde, at de får nedsat deres nuværende husleje.

En ældre lejlighed i det centrale Berlin kan i dag koste over 15 euro pr. kvadratmeter.

Men forslaget møder hård kritik. En talsperson for et af Berlins ejendomsselskaber siger, at hvis forslaget bliver til virkelighed, vil investeringer i ejendomme og nybyggeri gå helt i stå.

Jan-Marco Luczak, der er medlem af Forbundsdagen for det kristendemokratiske CDU, siger til avisen Der Tagesspiegel, at boligmarkedet bliver "ført direkte ind i en socialistisk planøkonomi".

Han mener, at Lompschers planer er "klart forfatningsstridige".

/ritzau/TT