Forskere rejste til ubeboet britisk ø og fik et chok: Unik natur oversvømmet med plastik

Henderson Island, som er på UNESCOs Verdensarvliste, er blevet oversvømmet med klamt plastik Fold sammen
Læs mere
Foto: IMAS/JENNIFER LAVERS HANDOUT

Den øde ø Henderson Island er et af de steder i verden, som har så smuk og vidunderlig en natur, at det er kommet på UNESCOs »World Heritage List« - på dansk kaldet verdensarvslisten.

Men et nyligt besøg til den ubeboede britiske ø, der ligger i det sydlige Stillehav, har afsløret, at øen nu er blevet forvandlet til noget, der mere minder om en losseplads.

Det flyder nemlig med plastik på strandene, som over en periode er skyllet i land fra havet.

Ifølge The Guardian er der samlet 38 millioner stykker plastik op, hvilket svarer til i alt 18 tons.

Jennifer Lavers fra Tasmaniens Universitets institut for havbiologiske og arktiske studier, forklarer The Guardian, at hun har set lignende ting andre steder.

»Jeg har rejst til nogle af de fjerneste øer i verden og uanset, hvor jeg tager hen, hvad år det er og hvilken del af oceanet, der er tale om, så ser jeg det samme billede: strandene er svinet til med beviser på menneskelig aktivitet,« siger hun.

»Alligevel troede jeg, at den enestående øde Henderson Island ville nyde en vis beskyttelse. Jeg tog fuldstændig fejl,« siger hun.

Hun forklarer, at omfanget af forureningen 'gjorde hende stum'. Jennifer Lavers fandt også hundredevis af krabber, som levede i skidtet. For eksempel i dåser og krukker af plastik.

Ifølge et videnskabeligt studie, som Jennifer Lavers har udgivet, så svarer de præcis 17,6 tons plastikaffald på Henderson Island til den mængde plastikaffald, som kloden producerer på 1,98 sekunder.

Jennifer Lavers har fundet blandt andet flasker fra Tyskland, beholdere fra Canada og plastikkasser fra New Zealand på stranden på Henderson Island.

»Det betyder, at vi alle har et ansvar for det,« siger hun.

Ifølge UNESCO, så har Henderson Island ti typer planter og fire typer fugle, som ikke findes andre steder i verden.